”Vi kender alt for godt denne her vulkan,ligesom vores bedsteforældre og deres forældre igen kendte den”, siger i
Yogyakarta 13.-17 juli
Ved en tilfældighed endte vi på en jeeptur ved vulkanen Merapi...
Noahs øjne strålede, for det var en sej køretur med masser af bump, hvor vi lettede fra sæderne.Vi grinede virkelig meget på den tur, for der blev gjort noget ud af køre, så vi kunne mærke, at vi var på jeeptur.
Det endte med at blive en oplevelse der gjorde indtryk. Et vulkanudbrud i 2010 på Merapi sendte mere end 300 mennesker i døden og mere end 1000 kvæg døde. Floden forsvandt som dug for solen, da lavaen strømmede ud. Selve Merapi lå indhyllet i skyer, så vi kunne kun lige akkurat skimte den i disen.
Da vi så det lille museum, kiggede Camilla og jeg på hinanden, for skelletter fra kvæg tiltrak vores opmærksomhed. Men da vi kom indenfor blev vi berørte... for alt på museet var effekter fundet efter det store udbrud i 2010. Især billederne på væggene fra tiden omkring udbruddet og ødelæggelserne det førte med, brændte sig ind på nethinden...
Der er vist ingen tvivl om, at Noah syntes det var mega sejt. Men vi andre grinede nu også rigtig meget af selve køreturen.
Noah spejdede efter et stykke lava på hele turen. Jeg fandt et stykke lava til ham, som han vil have med hjem.
Vi kiggede på skellettet af ikke mindre end 2 køerMuseum med genstande fundet efter vulkanens sidste udbrud:
Stærke billeder ....
Der hvor floden lå engang, hentes der nu sten.
Jeg stiller ofte spørgsmål til lokale, der er på de stedervi besøger, for at få mest mulig information, for det giver som regel den største oplevelse. En ung fyr kunne vise os, at der findes billeder fra vulkanudbruddet hvor røgformationen ligner et ansigt,og det fortælles at man efterfølgende fandt denne store sten med samme ansigtsudtryk.
Samtidig er der billeder af noget, der ligner en bro oppe fra vulkanen under et udbrud og ned til jorden - og den bro har aldrig været der... det lignede af der var besøg fra rummet - spooky.
Der var mulighed for at købe tørrede blomster, som man kunne kaste ud for de døde. Bunkeren reddede rigtig mange mennesker.
Vi mødte også "The fart-guy" fra Borobudur - vi var flade af grin.
Dejligt med en cold drik efter vores jeeptur... men føj hvor smagte den midterste dårligt... det var vi alle enige om.
Men alt ialt en rigtig god oplevelse - nu kunne vi køre videre til et stort hinduistisk tempel.
En gammel bonde fra en af de 102 landsbyer, der ligger spredt på Merapis nedre skråninger. ”Vi kan få næsten alt til at gro her og få lige så mange afgrøder om året, som vi ønsker. Det kan vi takke Merapi for. Den frugtbare vulkanske jord er skyld i, at vi bor her. Stik en en plante i jorden, og på kort tid vil afgrøderne sprede sig”.Den udslyngede vulkanske aske frigører grundstoffer som kalium og fosfor, og den forvitrede aske holder på fugtigheden omkring deres rødder. ”Vi elsker Merapi, men vi hader den også”. Hvis røgen oppe fra krateret bliver alt for mørk og jorden begynder at ryste, så løb alt hvad du kan og så langt væk du kan. Jeg taler af erfaring”. Gennemsnitlig har Merapi udbrud med 5 – 7 års mellemrum. Da millionvis af menesker ikke kan lade være med at bo ved vulkanen grundet jordens frugtbarhed, har man siden 1980-erne anlagt flugtveje og dæmninger, som skulle kunne holde dels lavastrømme, men også mudderfloder væk fra landsbyerne. Et projekt, som har kostet henimod 80 millioner dollars….
Menneskene, der lever i Merapis skygge, har så stærke bånd af kærlighed og had, frygt og ærbødighed til deres vulkan, at udenforstående finder det svært at fatte. Som den gamle bonde sagde: ”Vulkanen giver os – ligesom vores forfædre – et glimt ind i Pararadis og Helvede. Den fortæller os noget om os selv, som vi måske ikke altid bryder os om at høre, men ikke kan ignorere. Merapi er et spejl ind i både de lyse og mørke sider af vores sjæl”.
Uddrag af Henning Andersens bog: ”Øer født af ild”, som handler om Indonesiens vulkaner.”Vi kender alt for godt denne her vulkan,ligesom vores bedsteforældre og deres forældre igen kendte den”, siger en gammel bonde fra en af de 102 landsbyer, der ligger spredt på Merapis nedre skråninger. ”Vi kan få næsten alt til at gro her og få lige så mange afgrøder om året, som vi ønsker. Det kan vi takke Merapi for. Den frugtbare vulkanske jord er skyld i, at vi bor her. Stik en en plante i jorden, og på kort tid vil afgrøderne sprede sig”.Den udslyngede vulkanske aske frigører grundstoffer som kalium og fosfor, og den forvitrede aske holder på fugtigheden omkring deres rødder. ”Vi elsker Merapi, men vi hader den også”. Hvis røgen oppe fra krateret bliver alt for mørk og jorden begynder at ryste, så løb alt hvad du kan og så langt væk du kan. Jeg taler af erfaring”. Gennemsnitlig har Merapi udbrud med 5 – 7 års mellemrum. Da millionvis af menesker ikke kan lade være med at bo ved vulkanen grundet jordens frugtbarhed, har man siden 1980-erne anlagt flugtveje og dæmninger, som skulle kunne holde dels lavastrømme, men også mudderfloder væk fra landsbyerne. Et projekt, som har kostet henimod 80 millioner dollars….
Menneskene, der lever i Merapis skygge, har så stærke bånd af kærlighed og had, frygt og ærbødighed til deres vulkan, at udenforstående finder det svært at fatte. Som den gamle bonde sagde: ”Vulkanen giver os – ligesom vores forfædre – et glimt ind i Pararadis og Helvede. Den fortæller os noget om os selv, som vi måske ikke altid bryder os om at høre, men ikke kan ignorere. Merapi er et spejl ind i både de lyse og mørke sider af vores sjæl”.
Uddrag af Henning Andersens bog: ”Øer født af ild”, som handler om Indonesiens vulkaner.
