22. juni 2011

Mine dejlige nevøer...

Havde besøg af mine små nevøer i dag, og så skulle der tages billeder. Da de bor alt alt for langt væk, ved jeg, at der går lang tid før jeg ser dem igen. Så jeg har taget mange billeder... for det er altid rart med gode minder.



Hængeparti....

Da jeg jo ikke har holdt, hvad jeg lovede, må jeg hellere få et par billeder på fra fastelavn. Min nevø aka løve bor i det daglige i det nordlige Irak. Da de var hjemme i år til fastelavn lavede vi lige en lille "ligefør fastelavnsfest" og jeg lovede ham at billederne ville komme på min blog. Nu er han hjemme igen og jeg må stå til regnskab for min forglemmelse. Så her er lidt billeder :o)

Min datters kreative gen...


Se engang hvor smukt denne kugle er sammensat, og nej det er ikke mit mesterværk. Det er min skønne datter på 11 år, som har lavet den i skolen. Alle de fine krative ting hun laver er altid udført til et stort 12-tal, jeg er så stolt af hende. Ikke nok med det, ja så har hun også selv fotograferet disse skarpe billeder.

Min bageverden...

Muffins i lange baner........ mums

Et sundt alternativ, grove gulerodsboller og fersken appelsinmarmellade med vanilje uden tilsat sukker.

4 på stribe og babylove

Et skud fik jeg, mens alle var samlet, for der er altid en der sover eller spiser :O)


Sådan min lille skat, med kun 1 prinsesse i flokken er det bare med at gør kur.


Mødregruppen

Lad mig præsentere mine skønne mødregruppebabyer...
Noah, Asta, Carl August og Thor - de er bare så skønne, men det er deres mødre jo også.

14. juni 2011

Hvorfor...?

De seneste uger har været en rutsjebanetur - en tur som har været fyldt med angst, små håbefulde øjeblikke, nedture og opture, en tur som endte brat med en en ulykkelig afslutning.

Et stort rungende hvorfor står tilbage. Et spørgsmål som ingen kender svaret på, men som alligevel konstant kører i min bevidsthed og hele tiden ligger på mine læber.

Hvordan kan livet på en og samme tid være så meningsfyldt og alligevel meningsløst?
Hvorfor skulle et ungt dejligt menneske på 31 dø og efterlade sig et stort tomrum hos alle os efterladte?
Hvorfor, hvorfor, hvorfor......?

Kapellet var fyldt i fredags, da vi tog afsked med min svoger, min lillesøsters kæreste, min kærestes lillebror, mine børns onkel, mine svigerforældres søn, et familiemedlem, en ven, en kollega...
Det var på mange måder en smuk afsked - ordene i kapellet som beskrev et ungt menneske, som har levet livet i den tid han fik her hos os alle, et mennesket som var elsket og vellidt, blomsterne omkring ham, solen der skinnede på kisten i de sidste minutter. På samme tid var det en helt igennem forfærdelig dag....

Selvom vi har sagt farvel, sidder vi alle tilbage og forstår ikke helt, at han er væk for altid....  Når det gør for ondt, bevæger vi os ind i en virkelighedsflugt, tænker, at det hele blot er en ond drøm, at det slet ikke er sket, for blot at konstatere, at virkeligheden er, at vi fremover kun kan mindes ham.

Overrabineren sagde; "vi sidder alle med et hvorfor, som aldrig kan besvares, derfor må vi alle på et tidspunkt - når der har været tid til sorgen, stille os selv spørgsmålet "hvad gør jeg nu". Sidenhen kommer tiden, hvor vi kan mindes alle de gode oplevelser, vi hver især har haft med Kim og være taknemmelige for det han har været for os, og det vi har været for ham.

Lillepigen på 4 år siger;  "vi var ikke klar til at Kim blev død, derfor må vi gerne græde" - og hun har ret.

Vi græder derfor alle i hjertet....