2. august 2016

Når hotellet er overbooket - jamen så overtager vi da bare sengene hos nogle lokale - det kaldes et ophold på et homestay

Vores tur mod Bali fortsatte i samme elendige bus. Vi ankom til hotellet mange timer for sent 
og missede som forudset muligheden for at se både vandfald, kaffeplantage og varme kilder.
Da alle i minibussen havde fået slæbt deres bagage ud, fik vi beskeden om at der ikke var nogle værelser tilbage på hotellet.

Vi kørte til nabolandsbyen, hvor små grupper af mennesker sad ved bål i gaden. Bussen holdt ind ved nogle små huse. Alle bevægede sig lidt uroligt i sæderne - skulle vi bo der?

Indkvartering i private hjem... Øhhh, ooh no... 
Der var en opholdstue med sofaer, og en afdeling med en madras på gulvet. Der var to soverum, vi fik det ene og en ung pige tog det andet. Det var rent og nydeligt. Værten diskede op med alle mulige snacks og drikkevarer. Noah smagte på det hele... mens Camilla, den unge pige bare sad og kiggede sig lidt uroligt omkring.


Udenfor var flere af de øvrige turister fra busserne frustrede - hvilket er den dårligste måde at bruge sin energi på. Jeg tænkte, at jeg var glad at vi havde fået et værelse, for det var bedre end at risikere at tilbringe natten i bussen.

Flere steder sad de lokale ved små bål i vejkanten - og det føltes meget fremmed.

Vi fik mad på en lokal restaurant, talte med de lokale, hyggede lidt med nogle fra bussen og trissede så i seng, for vi skulle køre klokken 5.

Jeg tror højtalerne fra landsbyens moske var placeret lige udenfor vores vindue - og sådan startede vores næste dag med nye oplevelser. Vi listede forbi den sovende familie, der lå side om side på madrassen, fik tisset af på den meget rene pedaltoilet med mandi (balje med vand og plastikkasserolle til udskyl) og smilede af den anderledes oplevelse.











Med bus i 3 hele dage....

Det er en lang vej, når man skal køre fra Yogyakarta på Java til Ubud på Bali...

Antallet af km man tilbagelægger på en time er forsvindende lille...
Bussen er i en horribel tilstand med vinduesviskere, der er ude af drift, seler er en by i Rusland og gearkassen mildelst talt skranter. Indtrækket i bussen er lurvet, regnen finder sin vej ind ugennem den utætte dør og den lovede aircondition består i at åbne vinduet...
Turen på 11 timer tager 16 timer... 
En modkørende bus i vores bane kommer så meget i slinger, at jeg et øjeblik tænker, at nu går det rigtig galt. Bussen rettes op i sidste øjeblik, og jeg kan igen trække vejret....

Men hvor i alverden tager vi så ikke bare et fly til Bali?

På en så lang køretur som strækker sig over 3 dage oplever vi folk der arbejder i rismarken, at skolebørn i uniform ikke længere holder ferie, boderne langs vejkanten, et kig til havet, fester  - kort sagt livet på Java.

Vi sover, lader tankerne flyde om både alting og ingenting. Snakker om dagene der er gået og om livets mysterier, som f.eks. hvordan babyer kommer ud, hvordan man kysser sin kæreste , og om jeg har telefonnummeret til månen...
Og jeg har fået skrevet en masse indlæg/dagbog på turen.... 

Vi har lagt  2 store oplevelser ind undervejs, hvilket selvfølgelig også er med til at peppe så lang en rejse op...



På kanten af en brummende aktiv vulkan...

Java den 19. juli

Vi stod på den smalle kant af Mount Bromo, og kiggede ned i det gigantiske hul. En brummen og buldren lød fra jordens indre, og en stor tyk hvid sky steg op fra det endeløse hul. Vi stod på toppen af en vulkan på level 3. Vi balancerede på en 40 cm smal kant med kig direkte ned i vulkanens indre,og kun et enkelt lille puf fra en anden turist, ville sende os direkte i døden. Mit hjerte hamrede, og jeg har nærmest ingen billeder, for jeg var ganske enkelt alt for bange...


Vejrbidte mænd iklædt tøj tykke jakker, tæpper og tørklæder vidner om det barske vejr ved Mount Bromo. De står klar med deres små muskuløse heste, og håber at tjene til føden ved at tilbyde en ridetur til foden af vulkanen.

Vi red på ponyer derop... det var en oplevelse, som jeg havde lovet Camilla, hvis hun vurderede at dyrevelfærden var i orden. Ponyerne var ifølge Camilla både muskuløse og meget velplejede, Så vi fik en oplevelse, og mændende tjente til føden. Noah griner stadig højt og hjerteligt, når han tænker på turen. For han fandt det hylende sjovt, at hesten foran os løftede halen og lod en lind strøm af hestepærer falde til jorden.


Der er noget dragende over vulkaner - deres enorme kræfter, råheden og samtidig er det et fantastisk smukt naturfænomen. 
Men det er fakta, at vulkaner over hele verden har slået mange menneske ihjel, opslugt floder og ødelagt både hjem og naturområder...og vulkaner på level 3 er farlige.

Panoramaviewet over Mount Bromo er fantastisk smukt... Jeg ved det, for jeg har selv set det for 20 år siden. Faktisk nåede mine billeder med blandt de ti bedste naturbilleder i en fotokonkurrence i National Geographic.
Og jeg glædede mig usigeligt meget til at kunne dele dette smukke syn med mine børn, men det skulle vise sig at gå anderledes end jeg havde håbet på.

Efter 16 timers køretur i en bus tjekkede vi ind på vores hotelværelse 0.15 og satte vækkeuret til 2 timer og 15 minutter. Vi iklædte os det varmeste tøj, vi kunne sammensætte, og blev kørt i jeep i 45 minutter til et udsigtspunkt i 2750 meters højde....

Det var koldt, og det begyndte at regne... Og der var travlhed forsælgere med regnjakker, varm te, varme frakker m.v. Solen stod op, men vi kunne intet - som i absolut intet se, for alt var indhyllet i skyer.
Skuffelse stod malet i mit ansigt... våd, kold og iført ucharmerende regnfrakker stod vi der, mens regnen fortsatte sit attentat.

De øvrige i vores jeep ville gerne direkte tilbage til hotellet. Men jeg holdt fast i den lille bitte mulighed, der kunne være nede Mount Bromo. 
Og det er jeg glad for... for selvom det langtfra er det samme indtryk man får i disen, som i solskin, ja så vi trods alt lidt. Oplevelsen blev en anden - men det blev alligevel en god oplevelse, der vil blive husket.


Mount Bromos kontur kunne anes i disen, og vi bevægede os op af den stejle opgang.
Vi holdt vejret og mærkede et øjeblik angsten for at falde ned i dybet og ikke mindst et uventet udbrud - og ja resten har jeg allerede skrevet.

Meget af landskabet omkring vulkanen ligner nærmest et månelandskab af fint mørkt sand, hvilket er meget fascinerende.



De vejrbidte mænd iklædt i outfit til det rå vejr stod ved foden af Mount Bromo og ventede på at transportere os ned igen. Ponyerne stod roligt med frie tøjler og afventede endnu et tur.. Vi red iøvrigt også ned igen, og jeg havde to børn, som strålede om kap med den smule sollys himmelen til sidst lod passere.





Himlen lod til sidst et solstrejf slå igennem, hvilket var et plaster på såret. Det er den brune top der er Mount Bromo.

Fedt med en lukket jeep denne gang....


1. august 2016

Forundring, forargelse og forelskelse ... at rejse i en anderledes verden

En øgle bliver trukket op af rygsæk på Marlborro Street og store slanger fra sydamerika slænger sig i solen.  En død ged sender dig et smil på markedet, mens en ældre kvinde sælger dig frisk ananas.
Man kan blive fotograferet med sin yndlingsfigur ...og fløjte på sin nye fløjte, som man har fået foræret af manden ved forårsrulleboden.
Der er smil, hello og masser af mennesker der ønsker at blive foreviget med blegansigterne fra norden, og især skønheden Camilla er hårdt ramt. Hun smiler og siger "berømthed" - og samler så ellers beviser til sin egen facebookside.
Markedet bugner af mad. En Becak (cykeltaxa) kører os rundt på en stille byrundtur. Folk viser os hen til batik, Luvak kaffe og dukkemageriet. 
Det er så vildt, at vi fik så meget oplevelse på 3,5 dag... wauw.

Vi suger  alle indtrykkene til os .... Vi forundres, forarges og forelsker os i sanseindtryk fra en anderledes verden. 

3,5 dag er gået i Yogyakarta ...

 Dejlig familie som solgte blomster ved fortorvet...
Langsom men rigtig sød... kørte bl.a. til en fin sølvsmed, hvor Noah købte en ring til mig for sine egne penge.... Var sgi lige ved at tude.

 Tydeligt stolt over sin bod...
Just follow me.... et tilfældigt møde førte os af små snirklede gader rundt i det lokale kvarter... batik, luwak kaffe og dukkemageri... Herefter trængte vi til en is ... uhh den gjorde godt.
 Selv de døde geder smiler til os... eller måske griner den af os - hvem ved... Skønt når tingene vendes lidt på hovedet.
 Sååååå sejt......


 Dæk skal der til - cykeldæk og scooterdæk i lange baner.



Prambanan - Indonesien største hinduistiske tempelkompleks - som også er Javas største tempelkompleks, Indonesien største hindukompleks..

Boroburdur, jeeptur ved vulkanen og til sidst tempelkomplekset Prambanan...  Endnu en stor oplevelse... tænk at man nå så meget på 1 dag...

Det enorme kompleks består af flere stentempler. Det højeste er tilegnet Shiva. Ligesom andre gamle vidundere i verden, blev denne enorme tempel sammensatte helt glemt i hundreder af år, og der var et jordskælv i det 16. århundrede, som forårsagede de fleste af templerne til at kollapse. Det blev opdaget i 1811 af en britisk mand, 900 år efter, det var blevet opgivet. På det tidspunkt de hollandske kolonister og javanesisk lokale tog mange skulpturer og andre stykker til at bruge som dekoration eller konstruktionsmateriale i deres hjem! På grund af den massive plyndringer, der fortsatte i de næste 100 år, har det været vanskeligt at rekonstruere det, så sitet indeholder talrige stykker af de hundredvis af tidligere strukturer bare liggende i bunker. Desværre, hvad der er tilbage af templet forbindelse blev stærkt beskadiget igen i jordskælvet i 2006, minder os om, at på trods af den magt og kunstneriske evne til dem, der byggede templerne, de er altid prisgivet naturen.

Jeg kan ikke undgå at tænke, at Indonesien på mange måder er unik. For selvom befolkningen  idag overvejende er muslimer, så lever religionerne tilsyneladende side om side - og tænk hvis al strid og had forbundet med religiøs overbevisning forsvandt med et trylleslag... Tankevækkende, at "hvis bare" alle menneskers mindset var indrettet med accept og respekt for forskellighed.... I keep on dreaming...





 Mine skønne unger........



Nyhederne - DR


Tusind år gammelt tempel i ruiner efter skælv

Det verdensberømte tempelkompleks Prambanan på den indonesiske ø Java har lidt alvorlig skade under det kraftige jordskælv natten til i går. - Det vil tage måneder at få overblik over skadernes omfang, siger en arkæolog. 



De fine, tunge ornamenter fra Prambanan styrtede til jorden under skælvet. (Foto: ROSLAN RAHMAN © Scanpix)

Det verdensberømte tempelkompleks Prambanan på den indonesiske ø Java har lidt alvorlig skade under det kraftige jordskælv natten til i går.
PRAMBANAN 
Fint udskårne relieffer er styrtet ned og gået i tusind stykker, og dermed er års arbejde med at restaurere dem gået tabt.
- Det vil tage måneder at få et fuldstændigt overblik over skadernes omfang, siger Agus Waluyo, chef for Jogjakarta arkæologiske konserveringsinstitut til nyhedsbureauet AP.

Verdensarv

Tempelkomplekset Prambanan, der blev bygget helt tilbage i 800-tallet er af FN udnævnt til at være verdensarv. Kort efter konstruktionen af de hinduistiske templer blev de - uvist af hvilken årsag - forladt. De forfaldt og blev snart efter dækket af tyk jungle.
De blev fundet i det 18. århundrede af de hollandske koloniherrer, som begyndte at rekonstruere dem i 1918. Arbejdet var færdigt i 1952.
Komplekset vil være lukket for offentligheden indtil arkæologerne får fastslået, om jordskælvet også har ødelagt fundamentet.
Templerne, som ligger tæt på den gamle by Jogjakarta, tiltækker flere end en million turister om året.
Solnedgangen over Indonesien set fra templerne betegnes ofte som feriens højdepunkt af alverdens turister.

3.800 døde

Foreløbige opgørelser viser, at 3.800 mennesker har mistet livet efter jordskælvet, der målte 6,2 richter.
Indonesiens socialministerium havde tidligere på dagen offentliggjort dødstallet til næsten 4.300, men har nu nedjusteret det.
Røde Kors vurderer, at 200.000 er blevet hjemløse efter skælvet.

Merapi - vulkan på Java

”Vi kender alt for godt denne her vulkan,ligesom vores bedsteforældre og deres forældre igen kendte den”, siger i 
Yogyakarta 13.-17 juli


Ved en tilfældighed endte vi på en jeeptur ved vulkanen Merapi...

Noahs øjne strålede, for det var en sej køretur med masser af bump, hvor vi lettede fra sæderne.Vi grinede virkelig meget på den tur, for der blev gjort noget ud af køre, så vi kunne mærke, at vi var på jeeptur.

Det endte med at blive en oplevelse der gjorde indtryk. Et vulkanudbrud i 2010 på Merapi sendte mere end 300 mennesker i døden og mere end 1000 kvæg døde. Floden forsvandt som dug for solen, da lavaen strømmede ud. Selve Merapi lå indhyllet i skyer, så vi kunne kun lige akkurat skimte den i disen.

Da vi så det lille museum, kiggede Camilla og jeg på hinanden, for skelletter fra kvæg tiltrak vores opmærksomhed. Men da vi kom indenfor blev vi berørte... for alt på museet var effekter fundet efter det store udbrud i 2010. Især billederne på væggene fra tiden omkring udbruddet og ødelæggelserne det førte med, brændte sig ind på nethinden...



Der er vist ingen tvivl om, at Noah syntes det var mega sejt. Men vi andre grinede nu også rigtig meget af selve køreturen.


Noah spejdede efter et stykke lava på hele turen. Jeg fandt et stykke lava til ham, som han vil have med hjem.

Vi kiggede på skellettet af ikke mindre end 2 køerMuseum med genstande fundet efter vulkanens sidste udbrud:



Stærke billeder ....

Der hvor floden lå engang, hentes der nu sten.


Jeg stiller ofte spørgsmål til lokale, der er på  de stedervi besøger, for at få mest mulig information, for det giver som regel den største oplevelse. En ung fyr kunne vise os, at der findes billeder fra vulkanudbruddet hvor røgformationen ligner et ansigt,og det fortælles at man efterfølgende fandt denne store sten med samme ansigtsudtryk.
Samtidig er der billeder af noget, der ligner en bro oppe fra vulkanen under et udbrud og ned til jorden - og den bro har aldrig været der... det lignede af der var besøg fra rummet - spooky.

Der var mulighed for at købe tørrede blomster, som man kunne kaste ud for de døde. Bunkeren reddede rigtig mange mennesker. 

Vi mødte også "The fart-guy" fra Borobudur - vi var flade af grin.




Dejligt med en cold drik efter vores jeeptur... men føj hvor smagte den midterste dårligt... det var vi alle enige om.
Men alt ialt en rigtig god oplevelse - nu kunne vi køre videre til et stort hinduistisk tempel.

En gammel bonde fra en af de 102 landsbyer, der ligger spredt på Merapis nedre skråninger. ”Vi kan få næsten alt til at gro her og få lige så mange afgrøder om året, som vi ønsker. Det kan vi takke Merapi for. Den frugtbare vulkanske jord er skyld i, at vi bor her. Stik en en plante i jorden, og på kort tid vil afgrøderne sprede sig”.Den udslyngede vulkanske aske frigører grundstoffer som kalium og fosfor, og den forvitrede aske holder på fugtigheden omkring deres rødder. ”Vi elsker Merapi, men vi hader den også”. Hvis røgen oppe fra krateret bliver alt for mørk og jorden begynder at ryste, så løb alt hvad du kan og så langt væk du kan. Jeg taler af erfaring”. Gennemsnitlig har Merapi udbrud med 5 – 7 års mellemrum. Da millionvis af menesker ikke kan lade være med at bo ved vulkanen grundet jordens frugtbarhed, har man siden 1980-erne anlagt flugtveje og dæmninger, som skulle kunne holde dels lavastrømme, men også mudderfloder væk fra landsbyerne. Et projekt, som har kostet henimod 80 millioner dollars….
Menneskene, der lever i Merapis skygge, har så stærke bånd af kærlighed og had, frygt og ærbødighed til deres vulkan, at udenforstående finder det svært at fatte. Som den gamle bonde sagde: ”Vulkanen giver os – ligesom vores forfædre – et glimt ind i Pararadis og Helvede. Den fortæller os noget om os selv, som vi måske ikke altid bryder os om at høre, men ikke kan ignorere. Merapi er et spejl ind i både de lyse og mørke sider af vores sjæl”.
Uddrag af Henning Andersens bog: ”Øer født af ild”, som handler om Indonesiens vulkaner.”Vi kender alt for godt denne her vulkan,ligesom vores bedsteforældre og deres forældre igen kendte den”, siger en gammel bonde fra en af de 102 landsbyer, der ligger spredt på Merapis nedre skråninger. ”Vi kan få næsten alt til at gro her og få lige så mange afgrøder om året, som vi ønsker. Det kan vi takke Merapi for. Den frugtbare vulkanske jord er skyld i, at vi bor her. Stik en en plante i jorden, og på kort tid vil afgrøderne sprede sig”.Den udslyngede vulkanske aske frigører grundstoffer som kalium og fosfor, og den forvitrede aske holder på fugtigheden omkring deres rødder. ”Vi elsker Merapi, men vi hader den også”. Hvis røgen oppe fra krateret bliver alt for mørk og jorden begynder at ryste, så løb alt hvad du kan og så langt væk du kan. Jeg taler af erfaring”. Gennemsnitlig har Merapi udbrud med 5 – 7 års mellemrum. Da millionvis af menesker ikke kan lade være med at bo ved vulkanen grundet jordens frugtbarhed, har man siden 1980-erne anlagt flugtveje og dæmninger, som skulle kunne holde dels lavastrømme, men også mudderfloder væk fra landsbyerne. Et projekt, som har kostet henimod 80 millioner dollars….
Menneskene, der lever i Merapis skygge, har så stærke bånd af kærlighed og had, frygt og ærbødighed til deres vulkan, at udenforstående finder det svært at fatte. Som den gamle bonde sagde: ”Vulkanen giver os – ligesom vores forfædre – et glimt ind i Pararadis og Helvede. Den fortæller os noget om os selv, som vi måske ikke altid bryder os om at høre, men ikke kan ignorere. Merapi er et spejl ind i både de lyse og mørke sider af vores sjæl”.
Uddrag af Henning Andersens bog: ”Øer født af ild”, som handler om Indonesiens vulkaner.