21. november 2011

4. trekkingdag - 17. november


Vi skulle tidligere afsted her til morgen, så jeg gik ind for at vække Dan klokken 5.45. Han åbnede døren, inden jeg nåede at banke på. Fra det tibetanske kloster i nærheden lød den karakteristiske messen, som vi efterhånden kan nynne med på alle sammen. Jeg vendte mig om og der var de.... jeg blev helt forfjamsket og ruskede blot i Dan, mens jeg udbrød... Skat, se ...
De var så kæmpestore, de sneklædte tinder (Fishtale og det sydlige Annapurna). Børnene blev hevet op og der stod vi på taget og kiggede på solopgangen og et fantastisk syn. Det var ikke perfekt, for disen dansede omkring toppene - MEN hold da op, hvor var det alligevel smukt.... Forestil jer bjerge som er næsten 8000 meter høje.
Det gik tjept det sidste stykke vej her på vores 4. trekkingdag, terrænet var moderat og væsentligt lettere end de øvrige dage. Vi gik nedad af bjerget og det første stykke var på "trin". For at sige det lige ud, ja så var de fyldt med LORT, fra de mange mulddyr - og udsplattede mulddyrspærer på sten er lig med glat underlag. Dan gled, vores guide gled, jeg forsøgte mig med et split med tilhørende fagtende arme... men ingen kom til skade...
Flere rækker af arrogante mulddyr med sække på ryggen passerede os i dag... en af gangene følte et af dem åbenbart ikke for at trække lidt ind til siden - men puffede mig ud i en temmelig våd nyligt høstet rismark.... total grineren (for de andre). Ja, nu sidder I måske nok med billeder af en temmelig mudret "mig", men det var nu kun mine sandaler det gik ud over. Vi gik i 6 timer uden hvil og nåede hen til frokoststed. Spiste lidt mad inden vi tog den sidste halve time til fods hen mod bussen.
Det var nu slut på en rigtig god trekkingtur med fire super seje børn - vi har gået ialt 70 km på de 4 dage.... AMAZING!
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

3. trekkingdag 16. november

 
Dan startede dagen med at spejde efter Himalya i den fjerne fra terrassen/udsigtspunktet ved vores thehus.... men ak nej, alt var diset endnu engang.
Først gik vi lidt hen af bjerget og så gik vi ned, ned, ned, ned - så ufattelig mange trin på glatte ujævne "trapper" af natursten. Vi gik helt ned i bunden af dalen , det var SÅ vildt at stå i bunden og kigge op.... Vi var gået nærmeste i lige linje ned fra den øverste del af bjerget - flere tusinde "trin". Benene på os voksne syrede til flere gange undervejs... av!!!
Vi krydsede floden og kiggede op ..... endnu et bjerg skulle bestiges... op, op, op og mere av. Men hvor var det en fantastisk flot tur, ganske vist stadig for diset til at se de f.... (flotte) himalayabjerge, vi var kommet til Nepal for at se. Det er en utrolig oplevelse af se den flotte natur, de grønne frodige bjerge samt det liv, der leves i bjergene. Små spinkle senede bærere og kvinder kommer slæbende med så ufatteligt meget på ryggen og med en bæresnor omkring panden. Mulddyr med klokker omkring halsen kommer knoklende op af bjergsiderne. Børn i skoleuniformer kommer løbende på vej i skole i de tidlige morgentimer. Faktisk blev jeg overrasket over hvor mange skoler, der faktisk var, men der var stadig ingen tvivl om at rigtig mange børn skulle gå meget længe for at komme i skole og at mange nok slet kom ikke i skole.
Mens Dan og jeg mærkede ømheden i benene sprang alle ungerne rask til - selvfølgelig undtaget Noah, som bare sad og snakkede på ryggen af Dan (eller sov).
Dagens drama udspillede sig, da Magnus ville springe fra en sten ude ved kanten af stien pga noget mudder.... smut sagde det, og Magnus forsvandt ud over kanten og lå pludseligt med hovedet nede i en rismark. Vi blev alle meget forskrækkede, ikke mindst Magnus selv. Vores guide sprang ned til ham i løbet af et splitsekund i bedste superherostil, mens Dan stod med Noah på ryggen, og jeg kun lige havde fået videregivet det store tunge kamera. Magnus slap med forskrækkelsen, en lille prik i panden og mudrede ben. Pyhhh godt der ikke skete mere. Han mente efterfølgende selv, at der var over 3 meter ned, men vi tror nu kun,, der var knap et par meter.
Godt trætte nåede vi i dag til vores thehus omkring klokken 13.... der var så isnende koldt. Vi sad i vores værelser med jakker og huer på under dynerne. Ikke engang i frokostrummet var der varme. Ungerne fik skrevet dagbog og vi fik hvilet vores ømme ben. Vi gik en lille bitte tur på en halv times tid og kiggede på nogle aber, med sorte hoveder og hvid kant/skæg, som vi havde spottet fra taget af vores thehus. Jeg blev aldrig rigtig varm den nat... jeg lå vågen meget af natten med Noah helt ind til kroppen. Han var heldigvis dejlig varm og Camilla som lå ved siden af , var også varm. Jeg endte med at smide huen og jakken, men resten af tøjet måtte jeg beholde på.
Jeg drømte, at vi stod op til den smukkeste morgen - til en solopgang og Himalayabjergene, vågnede derpå op og konstaterede at det regnede igen og at klokken kun var 3.
 
 
 
 
 
                                          Vi blev MEGET glade for vores nye varme huer......
                                                    Her tørres majs sammen med vasketøjet.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

2. trekkingdag - 15. november


Vi så et glimt af Himalayabjergene i dag....jeg kiggede ud af vinduerne i restauranten og så to sneklædte toppe titte frem imellem skyerne. Vi jokede lidt med, at vi hellere måtte skynde os ud for at fotografere dem, men spiste så morgenmaden færdig. Og det skulle vi så ikke have gjort, for 7 minutter senere var de igen indhyllet i tæt tåge.... og vi så dem ikke mere.... grrrr, øv, for søren da også....
Turen i dag gik fra Dhampus til Landruk - en 9 timer lang tur, dog med en rigtig lang pause. Vi har set solen titte frem få øjeblikke, ellers har alting været mere eller mindre indhyllet i tåge. Clara sagde i dag, at hun fik en sky i hovedet.... og det var faktisk ikke helt forkert. For skyerne kom væltende ind over os, mens vi spiste frokost. Frokosten var for de to stores vedkomne en pizza med løg, tomat og ost, hvor halvdelen af fyldet var et løg skåret i stykke skiver....
Tror der blev talt ca. 1500 stejle, våde stentrappetrin opad og mindst ligeså mange trin nedad igen. Vi gik i et område kendt for de mange kæmpestore rhododendron-træer som blomstrer i foråret.
Thehuset var endnu et lille primitivt og hundekoldt sted, hvor vi alle gik i seng efter aftensmaden. Der kommer kold luft ind alle steder fra, da der er spækker omkring alle vinduer og døre.
Regnen silede ned hele natten, og tror måske I kan forestille jer lyden i et thehus med bliktag. Jeg/vi håbede at vågne til blå himmel, solskin og Himalayabjegene fra thehusets terrasse omend det virkede temmelig urealistisk.