Hvorfor...?

De seneste uger har været en rutsjebanetur - en tur som har været fyldt med angst, små håbefulde øjeblikke, nedture og opture, en tur som endte brat med en en ulykkelig afslutning.

Et stort rungende hvorfor står tilbage. Et spørgsmål som ingen kender svaret på, men som alligevel konstant kører i min bevidsthed og hele tiden ligger på mine læber.

Hvordan kan livet på en og samme tid være så meningsfyldt og alligevel meningsløst?
Hvorfor skulle et ungt dejligt menneske på 31 dø og efterlade sig et stort tomrum hos alle os efterladte?
Hvorfor, hvorfor, hvorfor......?

Kapellet var fyldt i fredags, da vi tog afsked med min svoger, min lillesøsters kæreste, min kærestes lillebror, mine børns onkel, mine svigerforældres søn, et familiemedlem, en ven, en kollega...
Det var på mange måder en smuk afsked - ordene i kapellet som beskrev et ungt menneske, som har levet livet i den tid han fik her hos os alle, et mennesket som var elsket og vellidt, blomsterne omkring ham, solen der skinnede på kisten i de sidste minutter. På samme tid var det en helt igennem forfærdelig dag....

Selvom vi har sagt farvel, sidder vi alle tilbage og forstår ikke helt, at han er væk for altid....  Når det gør for ondt, bevæger vi os ind i en virkelighedsflugt, tænker, at det hele blot er en ond drøm, at det slet ikke er sket, for blot at konstatere, at virkeligheden er, at vi fremover kun kan mindes ham.

Overrabineren sagde; "vi sidder alle med et hvorfor, som aldrig kan besvares, derfor må vi alle på et tidspunkt - når der har været tid til sorgen, stille os selv spørgsmålet "hvad gør jeg nu". Sidenhen kommer tiden, hvor vi kan mindes alle de gode oplevelser, vi hver især har haft med Kim og være taknemmelige for det han har været for os, og det vi har været for ham.

Lillepigen på 4 år siger;  "vi var ikke klar til at Kim blev død, derfor må vi gerne græde" - og hun har ret.

Vi græder derfor alle i hjertet....