Jungletur med overnatning - dag 1

Onsdag den 6. juli

“Are you going on a trek today”… jeg råbte et søvndrukkent yes, mens jeg sprang op af sengen. Der var 30 minutter til vi skulle afsted på trekkingtur, begge børn sov - så vi fik travlt. Bruto, som var uddannet guide, og Andrea, som var vores bærer, ventede tålmodigt, så vi kunne nå at spise pandekager til morgenmad. Vi stadig i Bukit Lawang - og skal ind i junglen - Gunung Leuser Nationalpark.

På vej hen til "indgangen" til junglen gik vi igennem gummiplantagen, og denne gang lugtede vi til gummimassen - det stank virkelig råddent.. Vi kiggede også på kakaofrugter, og duftede til bladene på kaneltræet (barken er kanel). 

Vi fik øje på en flok Thomas Leaf aber, som efter sigende kun lever her. 

Den ene abe havde fået fat i et lille fuglebur med et stk. lille fugl og et stykke banan. Aben forsøgte efter alle kunsten regler, at få fat i bananen i buret. Tilsidst faldt buret til jorden og guiderne samlede det hurtigt op. Men det var for sent, den lille fugl var desværre allerede død.

Gunung Leuser Nationalpark er et af verdens vigtigste komplette økosystemer, og den har en enorm biodiversitet (forskellige arter af både dyr og planter).

Der lever både tigere, næsehorn og pantere i parken, men det er sjældent, at man ser dem i denne del af parken. Området omkring Bukit Lawang er kendt for populationen af orangutanger. Der lå engang et rehabiliteringscenter på stedet, der lukkede omkring midt/slut 1990érne. Og indtil for ca. 6 måneder siden var der stadig en fodringsplads, som nu også er lukket ned. Formålet med rehabiliteringscenteret dengang var at få orangutangerne tilbage i naturen. Selvom mange af orangutangerne i dag er semivilde, får de i dag unger i naturen. 

Vi gik længe rundt, og jeg troede faktisk ikke, at det ville lykkes os at se en orangutang. Jeg fortalte børnene, at det jo er natur, og der derfor hverken kan eller skal være garantier for at se orangutanger. Men pludselig sad der en unge oppe i et træ.   

Alle var helt stille, stod bare og nød synet af orantutangen, og pludselig svingede den sig afsted og forsvandt op i et nyt træ, hvor den iøvrig kvitterede med et “varmt brusebad”.

Jeg var vildt glad for at både børnene og ikke mindst mig selv, var så heldige at få dette øjeblik med hjem.

Det var ingen let tur i junglen. Vi nærmest kravlede flere steder, og måtte hele tiden gribe fat i rødder eller lianer for at holde balancen. Sveden haglede af os - men alle var opslugte af at nyde naturen. Kæmpemyrer fik en tur på vores hænder, vi hilste på en abe og en påfugl kom forbi til frugtpausen. Her fik vi lov til at smage på rambutan, snakefruit, bananer, melon, clementiner og passionsfrugter - mums det var lækkert. 

Efter endnu en stykke med vandring fik vi serveret vores frokostpakker med krydret ris og et spejlæg, som skulle spises med fingrene og frisk ananas til dessert.

Den mest kendte/berygtede/elskede orangutang er Mina. Hun er i dag mere end 30 år gammel, og var en af de første orangutanger, som kom til rehabiliteringscenteret. Hun var forinden blevet brugt som kæledyr. Hun er vokset op med at blive fodret af mennesker.

Hun er i dag særdeles aggresiv, og har angrebet en del guider og turister, og guiderne vil derfor i særlige tilfælde stadig være nødt til, at fodre Mina i tilspidsede situationer, selvom det jo selvsagt er en dårlig spiral. Vores guide advarede omkring Mina, inden vi startede vores trek. 

På trods af at Mina aldrig er blevet rigtig vild igen, har hun fået unger i det fri, og der er gode chancer for at ungerne, og i særdeleshed deres unger med tiden bliver helt vilde.

  

Vi mødte Mina og to af hendes unger - og så gik det stærkt.  Andrea fik hurtigt Noah forbi Mina, men Camilla og jeg kunne ikke nå forbi, før Mina var nede på jorden.  

Guiden var nødt til at give Mina frugt for at få os bragt i sikkerhed, hvilket jo i virkeligheden er med til at fastholde hendes mønster. 

Der blev også tid til lidt leg undervejs. Noah nød at skyde mod Bruto med pinde fundet i junglen, og jeg tror også, at Bruto nød det.

Det sidste stykke ned mod floden var virkelig svært terræn. Vi skulle ned af meget stejle skrænter, og det kunne gå rigtig galt, hvis vi snublede eller gled. Guiderne var heldigvis gode til at hjælpe Noah.   

Men midt på skrænten fik vi selskab af 4 orangutanger. De kom tæt på - ja, som i helt tæt på. En af dem smyger sig først forbi mig og derefter Camilla, så vi kunne mærke dens pels mod vores hud. Bagefter holder en af orangutangerne fast i mit ben, så den kunne læne sig frem, alt imens jeg klamrede mig til et lille træ midt på skrænten. De vidste at guiderne havde taskerne fulde af frugt, så de gav ikke op, før de havde fået alt vores frugt. Jackie er kendt for at ville kramme,og hendes unger kommer derfor også tæt på.

Andrea bar Noah på skuldrene et godt stykke ned af skrænten, og jeg kunne høre, hvordan den ene orangutang smaskede vandmelon i sig bag mig, mens jeg klatrede ned. Som man kan se på billedet, ser den ret tilfreds ud. Det var så stor en oplevelse, som jeg er sikker på vil sidde længe i kroppen. 

Jeg ved godt, at der er mange negative aspekter ved, at orangutangene indimellem kommer så tæt på mennesker. Men lige præcis Mina og Jackie er ikke vilde orangutanger, fordi de for mere end 30 år siden blev taget væk fra naturen. Rehabileringsprojektet har gjort dem semivilde, så de i dag kan klare sig i naturen og ikke mindst reproducere sig selv.

Jeg tror ikke, jeg behøver fortælle, at det var dejligt at komme ned til lejren ved floden. For det havde været en fantastisk begivenhedsrig dag. Vi fik hurtig skiftet vores gennemblødte tøj ud med badetøj og hoppede i floden…. skøøøønt.

Ja, altså lige indtil guiderne råbte krokodille for sjov. Vi grinede selvfølgelig, for der er ingen krokodiller i området…

Men smilet stivnede da denne øgle på en god halv meter dukkede op ved flodbredden. Den er heldigvis fredelig, hvis man lader den være. 

Aftensmaden blev serveret på flodbredden i stearinlysenes skær, og vi sluttede af med korttriks inden vi smuttede op i vores telt.   

Det har været svært at forstå, at vi har oplevet så meget på en enkelt dag…. 

Bukit Lawang - hyggetur med batcave, edderkobber, frække aber og livet ved floden.

Tirsdag den 5. juli

Efter morgenmaden, der nok nærmere må betegnes som sen frokost, gik ungerne og jeg en fire timer lang tur på egen hånd. Vi var svedige og fik brugt kroppen godt, men det var sliddet værd.

På vej mod The Bat Cave, så vi en gummiplantage, en kæmpe bambus, dadelpalmer, ananasplanter med frisk ananas, træer med stjernefrugt og frodig jungle. Noah som elsker natur, var meget betaget, og han fandt da også adskillige forskellige nødder/frø på sin vej.

Vi så en abe stjæle fra en skraldespand, og et kæmpe firbensagtigt uhyre på mere end en halv meter løb forbi mig på et splitsekund og plumbede i et snasket vandhul. Hverken Camilla eller Noah nåede at se den, men de hørte trods alt mit hvin, og fik sig dermed deres egen oplevelse. 

Jeg havde langt fra forestillet mig at oplevelsen i flagermusgrotten ville være meget mere end, at vi gik ind i en stor, kølig og fugtig grotte fyldt med flagermus. Da jeg i virkeligheden bryder mig meget lidt om små flyvende mus i mørket … tjaa så var det mest for børnenes skyld, at vi begav os afsted med pandelygter

Men turen ind i grotten var smuk… vi måtte kravle op ad stejle klipper. Flere steder var der hul op igennem grotten, hvor man kunne se det frodige landskab. Inde i bunden af grotten hang flagermusene langt oppe, og vi var glade for vores lygter mørket. Guiden viste os, at grotten også var beboet af temmelig store edderkopper - den største var nok 10 cm i diameter. Et stort behåret tusindebensagtigt dyr gemte sig også på klippevæggen. Resten af turen forsøgte jeg at benægte deres tilstedeværelse i grotten, og at de måske var lidt farlige - for jeg måtte jævnligt støtte mig til væggene for at holde balancen…

Guiden spurgte om vi ville videre ind i grotten - very little space…. 

Vi klemte, krøb og kravlede gennem en meget smal gang gennem grotten, og vi blev belønnet med en naturskabt mørk overdækket terrasse med udsigt til den frodige jungle, der blot strakte sig opad… wauw.

Vi kravlede tilbage af den samme vej, og var så heldige at få et glimt af en lille orangutang, der hang i et træ et pænt stykke fra os.

Vi besluttede os for at tage en stikvej til en “New cave”  3 minutter fra stien. Vi fik øje på to aber 5-10 meter fra os. Vi stod helt stille, og var meget optagede. Ud af det blå sprang der pludseligt en stor flok aber frem - de larmede og svingede sig i trækronerne, alt imens de søgte ned mod grotten. Vi valgte et besøg i grotten fra, for at gå ind i en abebevogtet grotte uden guide, var lige en tand for spændende.

Vi gik istedet ned mod floden. Her fik vi øje på et firben (20-30 cm). Vi talte med en sød indonesisk familie, som udover at have en lille biks som solgte snacks og drikkevarer - også solgte benzin der var hældt på tomme vandflasker til scootere.

Vi mødte flere frække aber, og Camilla løb og råbte “moaar”, da en hanabe hvæste og løb hen imod hende… en indoneser der så hendes reaktion, fik sig et rigtig godt grin…

Vi krydsede et par vakkelvorne hængebroer og så indonesernes liv ved floden udspille sig. Børn og voksne både badede og tog bad i floden. Andre vaskede tøj i floden og nogle hyggede sig i skyggen med socialt samvær.

Vi købte semidryed bananer, anderledes chips og friske clementiner i en lille biks. Fik mandens historie om det store ar på hans arm, som stammede fra et bid fra en cobraslange, at han kom til Bukit Lawang fra Borneo, og han bød os af de søde tørrede bananer.

Vi har haft en fantastisk dag i et stille og roligt tempo.

Nu har vi spist aftensmad i resturanten, hvor vi fik lidt akustisk guitar og en stor grøn cikade (tror jeg det er) satte sig ved vores bord. Kæmpestore smukke natsværmere op imod 15 cm i diameter sværmede rundt. 

Nu er vi vores hytte - lyden af jungledyr høres i det fjerne. Dagens billeder er hentet ind på computeren, og dagens indlæg er snart ved at være færdigt.

Taskerne er pakkede til morgensdagens trekkingtur med overnatning i junglen. 

Første stop på rejsen... pandelygter og hængebro

Indonesien består af omkring 17.000 øer, og de ligger som perler på snor fra vest mod øst. Sumatra ligger først i rækken, og da øen er omkring 2000 km lang, har jeg valgt, at vi kun vil besøge den nordlige del.

Duften af en ny kultur - et nyt land var det første, vi bemærkede, da vi ankom til lufthavnen i Medan på det nordligevestlige Sumatra. Duften af røgelse, anderledes mad og varm fugtig luft blandede sig med lydene fra scootere og et fremmed sprog

Vi kom hurtigt igennem både paskontrol, security og bagageudlevering,og udenfor stod vores chauffør klar til at køre os til Bukit Lawang. Forventet køretid var 4 timer, hvilket betød, at vi landede ved midnatstid.

Vi kørte igennem gader med kurlørte lamper og masser af liv i gaderne. Scootere smøg sig forbi vores bil. En scooter havde en sidevogn koblet på - hvor et stort køleskab transporteret på. En anden scooter tjente som køretøj for ikke mindre end 2 voksne og 2 babyer, hvor den ene baby lå hen over køleren mens faren styrede med den hånd og holdt fast i sit barn med den anden.

Der blev slagtet køer i vejkanten, små boder solgte mad og drikkevarer og familierne var samlet udenfor deres huse. 

Jo tættere vi kom på Bukit Lawang, jo længere blev der mellem landsbyerne. Palmer og en smuk stjerneklar himmel blev udsigten det sidste stykke. Vejene blev til gengæld også mere hullede, og det sidste stykke blev en bumblet tur.

2 unge mænd tog imod os ved ankomsten til en lille mørk og sovende by. Vi gik gennem en lille øde gade, og blev derefter bedt om at tage pandelygter på. Vi krydsede en gyngende hængebro med nedslidte brædder  over floden og gik temmelig langt før vi nåede frem til den trappe, der førte os op til On the rocks, som var stedet vi skulle overnatte…. 200 trin senere nåede vi svedige op til toppen. Smukt, svedigt og sindsygt hårdt for en, der ikke er i form…

Vi smuttede hurtigt i seng og sov 11-12 timer….

Udsigten fra hytten næste morgen...

Lykken er at se smil i sine børn øjne...

Jeg kan ikke komme i tanke om ret mange ting, der kan måle sig med den følelse der indfinder sig i kroppen, når man ser smil i sine børn øjne.
Fulde af forventninger og med sommerfugle der baskede rundt i vores maver, kunne vi igår næsten ikke forstå af vores 7 måneder lange ventetid endelig var slut. En måned fyldt med oplevelser venter forude, og vi glæder os. Vejle - Hamborg-Frankfurt-Singapore og lige om lidt flyver vi med det sidste fly til Medan på Sumatra - den nordligste ø i det indonesiske øhav.

Hvis du har lyst til at følge vores rejse, så skriver jeg så ofte det er muligt.