Kathmandu den 4. november

Vi drønede afsted fra hotellet til fods inden Thamel for alvor vågnede op. Med raske skridt gik turen på 3 km mod det buddhistiske tempelkompleks Swayambhunath, bedre kendt som abetemplet. Undervejs mødte vi et væld af børn i skoleuniformer på vej mod deres lokale skole, så boderne med kød, kyllinger, fluer, barberet ged skåret op på tværs med benene stikkende lige op i vejret, afskårne gedehoveder som bare lå og stirrede på os og kunne i det hele taget følge nepalesernes hverdag. Alle hilste og fulgte os med øjnene, for en familie som vores er åbentbart et særsyn. Alt imens vi bare gik og nød stemningen, lå der pludselig en mand i siden. Han havde bukserne halvt nede om bagen og et stort frisk sår på lænden. Han lå helt stille og øjnene stirrede tomt mod ingenting, jeg blev seriøs rystet og det samme gjorde Camilla. Jeg troede, han var død, men måske har Dan ret i, at han nok nærmere lå og stenede efter en omgang narko. At byen er beskidt er indiskutabelt og alligevel blev vi overvældede af alt det affald , der var smidt i deres flod.... der lå så mange affaldsposer..... adrrrrr!!!

Da vi nærmede os abetemplet fik vi købt nogle store sneglelignende brød, men havde så travlt med at komme hen til templet, at vi ikke nåede at spise dem. Vi var spændte på, om vi mon ville få nogle aber af se, og ikke mindst om de ville være aggressive. Vi var dårligt nået helt derhen før den første Rhesus-abe sad og stirrede på os. Alle vores kameraer blev hevet op af tasken, og aben blev fotograferet både forfra, bagfra, nedenfra og ovenfra :o)

Nedenfor templet var der farverige Buddhafigurer, hvor aberne kravlede rundt, store som små. Børnene og også os voksne synes faktisk, at det var lidt fedt med aber der rendte frit omkring. Selvom vi var sultne, vidste vi godt, at vi på ingen måder måtte tage mad frem, for så ville vi blive omringet af de frække dyr. Der var ca. 300 stejle trin til toppen, men alle kom til derop. Der var nok at kigge på på vejen derop, for aberne rendte rundt om os og udsigten var flot, selvom det var diset. På toppen lå abetemplet, som nok nærmere kan beskrives som et religiøst område med både templer og stupaer. Dette sted er buddhistisk og bønnerne her, skulle være særligt virkningsfulde. Netop derfor er der også mange pilgrimme der valfarter til området. Her i Nepal er hinduisme den største relion og dernæst buddhisme (under indflydelse fra Tibet), men det særlige her er, at religionerne er mere elle mindre sammenhængende. Det betyder, at er man fx buddhist, ja så kan man sagtens også tilbede hindu guderne. Vi som fremmede må gerne være tæt på, røre bederullerne (bringer lykke), gå indenfor i de fleste templer, tage billeder af folk der ringer med klokkerne for at vække guden inden de beder og ja, selv stå og kigge på deres afsked med de døde. Det betyder, at vi får så mange sanseindtryk. Abetemplet består af en stor stupa med Buddhas øjne på toppen, man går derefter i urets retning rundt om stupaen (i buddhismen betragter man livet som en ring), mens man trækker højre hånd hen over bederullerne og beder ved bedestederne på vejen rundt. Jeg bliver aldrig træt af at se på mennesker og liv sådan et sted som her. Vi var bl.a. inde i et tibetansk tempel, hvor munkene messede og spillede på for os ukendte instrumenter. Stemningen på dette sted var fantastisk, messende musik lød fra alle højtalere (cd´ere) og aberne løb omkring på bygninger og mellem benene af os. Flere gange så vi aber der stjal af offergaverne, aber der sprang fra monument til monument og aber der pillede lus.

Vi valgte, at tage pilgrimsruten tilbage og var igen ude fra tempelområdet. Jeg behøver vist ikke at nævne, at skrupsultne som vi nu var - ikke længere kunne vente med mad.

Magnus skrev således i sin dagbog :" På vej hjem fra templet hade vi noget at spise men vi fik selvskap af 20 aber jeg blev maget bange og smed det. clara blev så bange at hun løb ind i en hæk".

Det gik lynhurtigt... pludselig var de der - og de var mange. Jeg så Magnus og Clara stikke af - Clara med sit brød i hånden. Hørte Dan råbe højlydt. Først da så jeg aberne, og råbte bare: "smid det, smid det, smid det"... og der stod vi så, bestjålet af en en flok aber.Dan havde som den eneste ikke smidt sit brød... så det havde en abe selv taget ud af hånden på ham "Hvad sagde jeg, vi skulle have ventet..." : sagde Dan..... På det sidste stykke ned af bakken grinede vi af episoden - og det var et stort samtaleemne resten af dagen. Vi kiggede langt efter en god taxa med plads til os alle og hoppede til sidst ind ind i en lille bitte bil uden seler, støddæmpere eller andet sikkerhedsudstyr med 5 personer på bagsædet.

Herfra gik turen videre mod en af verden største stupaer...Boudhanath. Stupaen (buddhistisk) er en af verdens største (36 meter høj) og et imponerede syn i sig selv. De mange bedeflag hænger ned fra toppen og er præcist som det man ser på alle billeder fra Nepal. Herinde blev vi flere gange omringet af familier, der gerne ville snakke, nusse Noah på kinden og tage billeder af os. De er meget venlige og smilende, og det er helt sikkert en fordel at have vores børn med på rejsen. Vi så også en kæmpe bederulle, hvor en kvindelig munk (rødt tøj = tibetansk) bare gik rundt og rundt. Vi gik en runde omkring stupaen, fotograferede mennesker og spiste kiks (for vi jo sultne:).

Vi besluttede, at gå de ifølge rejsebogen 2 km til det hinduistiske tempelområde Pashupatinath.

Mens røgen bølgede op mod os fra de mange ligafbrændingsbål forklarede vores guide os at et gammelt hindu-ordsprog siger " Du bliver født nøgen, og skal forlade denne verden som nøgen". Derfor bliver de døde brændt på bålene kun hyllet ind i et tyndt klæde. Hele området omkring Shiva-templet bar præg af disse ceremonier der foregår 24 timer i døgnet. Dette var en meget speciel oplevelse. På tempel-området mødte vi en ægte hellig mand (Sadhu), der var 84 år gammel. Han boede i et rum på 3 x 3 meter. Dette rum forlader han aldrig da hele hans liv omhandler Shiva. Han ejer intet og ønsker intet. Dog gav vi ham lidt penge som han bruger på at give fattige gæster te. Han pegede på Claras hår, og så begyndte han at rulle sit eget ud. Da det var fuldt rullet ud var det nok 1.75 cm langt - rastahår ! Det var en stor oplevelse for børnene og os at møde ham. Vi så også nogle af de "uægte hellige mænd", de er farverige, malede i ansigtet, har langt rastahår.... men de vil have penge for at blive fotograferet, er i det hele taget grådige og lever derfor på ingen måde op til at være Sadhu.

Vi forlod templet og kørte hjem af en vej der i sig selv ville give en 4 x 4 modstand. Og dette foregik for vores vedkommende i en meget gammel kassevogn. Selv under disse forhold lykkedes det Clara og Noah at falde i søvn - mættet af en lang dags oplevelser.

Efter dagbogsskrivningen på værelset og lidt mad på en restaurant gik vi meget trætte i seng.

Kathmandu 3. november

Namaste, Namaste, Namaste.... overalt har vi dagen igennem mødt af smil og et "namaste", som betyder hej. Mine kæber er helt ødelagte her til aften af at smile dagen igennem. Her er mange mennesker - rigtig mange... og rigtig rigtig mange, der kigger efter vores "lille" familie på 6 personer. Indimellem har vi næsten følt, at de kiggede mere på os, end vi kiggede på dem. Det har bare været en hel igennem fantastisk dag....

Jeg er helt fyldt op, ja nærmest rundtosset af alle dagens indtryk. Alle mine sanser er blevet bombarderet fra det øjeblik, vi i formiddag trådte ud i det område, hvori vi bor.

Thamel er larmende, fyldt op med mennesker, små motorcykler, biler, løse hunde, små butikker og boder, cykel richshaws, og vi har navigeret i ét stort vidunderligt kaos. Et øje på hver finger samt et par stykker i nakken har været nødvendig for at sikre, at ingen blev kørt ned. Clara blev i starten vældig forskrækket over at biler og motorcykler konstant dyttede af alt og alle, men som dagen skred frem, tog hun det langt mere afslappet. Hele vejen ned gennem Thamel og til Durba Sqare (kongepladsen) lå de små butikker tæt side om side. Der er glimmer, stof, garn, trekkinggear, filtede ting, strik, religiøse ting, tøj, papir, mad, tæppe, huer i alverdens farver - smukke og grimme ting i et skønt samsurium. Mange nepalesiske kvinder går i de smukke sarier og vi har set en del mænd bærer den traditionelle hat. Blot at betragte mennesker i bylivet er hele den lange rejse værd. Nepal er et fattigt land og det rører ved noget i os alle, når børn og voksne er så forarmede, at de er nødt til at tigge. Clara spurgte; hvordan det kunne være at alle de voksne der tigger, kravler på jorden. Vi har heldigvis ikke mødt så mange tiggende børn, nogle få har bedt om mønter og naturligvis chokolade. I går så vi også en flok gadebørn - beskidte, fyldt med sår med cigaretter og poser de gik og inhalerede fra.... jeg fik en hel knude i maven. Her gik vi med 4 sunde, velernærede børn som har al den kærlighed og materielle goder, man kan forestille sig, mens der her er så mange, der har absolut intet. Her dufter af røgelse, der ringes med klokkerne ved de små bedesteder, og vi møder hele tiden religiøse figurer/bygninger. Det er tydeligt at religionen ( en skøn forening af buddhisme og hinduisme) fylder i nepalesernes hverdag.

Vi gik mod Durba Sqare og blev mødt af en venlig guide, der tilbød sin hjælp. Vi besluttede at takke ja til en rundvisning på en times tid. Han var virkelig god, vi fik så meget information om alle templerne på pladsen. Det første tempel vi så, siges at være bygget at et enkelt teaktræ, et imponerende at forestille sig så stort et træ. Templerne er ikke smukke - de er misvedligeholdte. Det er nok i virkeligheden kendetegnende for mange af deres ting her i Nepal, for de har ganske enkelt ikke råd til at vedligeholde deres ting. Den største oplevelse ventede til sidst.... Clara havde hjemmefra været meget optaget af Kumari - Den levende Gudinde. Vi kom ind i gården, hvor hun boede og stod og ventede for at se om hun kom frem til vinduet. Pludselig måtte vi ikke fotografere og vi blev bedt om at hilse på Gudinden.... Namaste og hænderne blev samlet til hilsen foran vores bryst, da hun stod deroppe i vinduet og kiggede udtryksløst ud på os. Clara var målløs... fuldstændig betaget.... og ja, vi andre var også en stor oplevelse rigere. Camilla bemærkede at hun jo slet ikke så glad ud.... og ja, jeg tænkte at det er hun nok heller ikke....

Efter 1,5 times rundtur begyndte skumringen og vi gik tilbage mod hotellet, købte cola og doughnuts samt en tør kage med på tilbagevejen for vi havde helt glemt at spise.

Tilbage på vores hyggelige hotel slappede vi lidt af på værelset, inden vi gik ned for at spise. God mad, dog fandt Camilla en stor fed kogt larve i hendes grøntsager ... total grineren, der blev sagt undskyld og så gik han med larven og lod tallerkenen stå....

Vi kunne ikke komme på nettet i går... øv øv , men vi prøver igen i dag.

Kathmandu i de tidlige morgentimer....

Ja, nu er vi her endelig.... Vi landede i går lige efter solnedgang. Børnene havde sovet mange timer i deres soveposer og var friske til en ny dag. Kæresten og jeg - ja vi var temmelig trætte, men stadig i godt humør. Lufthavnen i Doha var kedelig forstået på den måde, at det der var at se, let kunne overståes på 7 minutter. Tiden blev derfor brugt på nettet i nattetimerne, og da det igen blev morgen, kunne vi sidde og følge med i livet i en lufthavn. Mennesker interesserer mig og selv børnene bemærkede mangfoldigheden. Klæder skaber folk - eller måske klæder mennesker sig for at udtrykke, hvem de er??? I denne her lufthavn var det nok især kvinderne i burka - hvor flere også havde øjnene dækket, der fangede vores opmærksomhed, men også deres mænd i hvide lange skjorter med et tørklæde og en ring på hovedet, blev kommenteret af ungerne - ja, undskyld - jeg ved ikke lige hvad det hedder, men I ved - den klassiske hovedbeklædning vi forbinder med en oliesheik :0) Men ellers var her jo alle nationaliteter og typer... meget spændende at kigge på. Yngstepigen så en mand med langt skæg og spurgte undrende " Gitte, hvordan har manden fået sådan et langt skæg".... Ellers var her intet andet at fordrive de 10 timer med, end at kigge ud på de fly, der lettede og landede med skyskraberne ude i horisonten. Jeg vil lige indskyde, at INGEN af vores børn på noget tidspunkt brokkede sig eller klynkede .... de var så seje og positive.
Omkring klokken 10 (lokal tid - 2 timer foran DK) lettede vi og fløj mod Kathmandu. Ungerne elskede det... især den ældste dreng syntes, at maden var luksus. Han brugte al flyvetiden på at spise mad snacks og drikke cola, alt imens han så film og spillede spil på det lille tv. Lilleprinsen var lidt urolig på turen, for han blev vækket 3 gange, fordi selen skulle på... øv øv.... men han klarede det nu ellers meget flot.
Da vi nærmede os Kathmandu kiggede vi ud af vinduerne og blev meget overraskede.... de store sneklædte bjerge i Himmalayakæden var så høje, at deres toppe kunne ses oppe over skyerne - det var SÅ smukt....
Puh nu beder computeren om strøm, smutter lige før den mister det sidste. Familien sover nemlig stadig og stikket er på det andet værelse... vender tilbage

Check-in Qatar - Doha lufthavn

Der har været stille på bloggen siden efterårsferien. Kæresten og jeg fik nemlig en spontan trang til at føre en af vores store drømme ud i livet....  Derfor bestilte vi for 2,5 uge siden flybilletter til hele vores "lille" familie - min kæreste og jeg og vores (tilsammen) 4 børn - 11 år, 7 år, 4 år og yngstemanden på knap 8 måneder. Vi er derfor de seneste par uger blevet vaccineret, fået visum, har fremskaffet nyt pas til mig, nye rejsebøger, har tjekket nettet ud for gode udflugtmål, kultur og natur, købt soveposer, lånt rygsække og ikke mindst blevet mødt med undren, misundelse (på den gode måde), beundring og hovedrysten... tror endda, at min far kaldte mig en tosse :0)
Lige i dette øjeblik er vi nemlig på vej mod Nepal.... forude venter "vores livs eventyr", som den ældste udtrykte det tidligere i dag. Så ja, puhh jeg har haft travlt, og er da også draget afsted med et par hængepartier i bagagen.

Vores eventyr begyndte imorges 03.45 fra det jyske - 787 km i bil ned af den tyske motorvej med sovende børn det meste af tiden. Bilen blev parkeret ved lufthavnen i Frankfurt og taskerne blev smidt på ryggen. På den lille tur i bussen ud til afgangshallen, kunne vi tydeligt se forventningerne i ungernes øjne - det var SÅ dejligt at mærke, at de også glædede sig.
Fra Frankfurt til Qatar (mellemøsten - tæt på Dubai) er der omkring 4000 miles - tror vi nok, griner glemte vist at kigge ordentlig efter. Turen gik fremragende, ungerne elskede start og landing, flymaden, filmene og spillene på skærmene - ja, i virkeligheden nok bare det hele.... Et par stykker fik sovet lidt undervejs - deriblandt yngstemanden - ældstemanden og hende prinsessen på 4 (4,5 - siger hun selv :0)
Og nu sidder vi her i lufthavnen og venter i 10 timer - har drukket lidt cola og sidder ellers bare og slapper af. Børnene sover alle i deres medbragte soveposer i en temmelig travl lufthavn.... Imorgen tidlig hopper vi i det næste fly med kurs mod Kathmandu - hovedstaden i Nepal.

De næste 3 uger er min blog derfor omdannet til en ægte rejseblog... bare for at advare jer.... øh, ja med mindre vi ikke rigtig kan komme på net, når vi forlader denne lufthavn i et af verdens rigeste lande... Godnat Danmark.

Mamma-krea - Qatar

Efterårsblogudfordring...... kan du bruge mine idéer?

Herhjemme elsker vi at hygge i efteråret og halloween er altid på programmet. Jeg har lavet lidt idéer, som er supernemme for såvel de voksne som børn. Måske får I også lyst til at lave en halloweenfest.

Jeg har leget med det lille tegneprogram paint, det er vældig nemt. Jeg er sikker på at rigtig mange børn vil kunne lave fine bordkort, flaskeetiketterr selv. Her er mit bidrag, de to øverste er flaskeetiketter og den nederste kan bruges som bordkort. Du kan downloade dem her imorgen lørdag.

Hvilket barn elsker ikke bare at hjælpe med at bage, pynte de små boller med farvet glasur og ikke mindst at spise de små søde lækkerier? Jeg har lavet lidt ekstra pynt ... jeg har fundet et fint ark til fri download her. De er printet på orange karton og limet på tandstikkere med limpistol.

Uhhh .... vi har nu et spøgelse i haven. Børnene synes det er sjovt, når det spøger údenfor. Især når det selv har lavet ham...... En pind fra skoven, en gammel brødkurv, lidt ståltråd, et hvidt lagen, sort stof/karton/sprittuds til ansigt og en god portion fantasi - ja så er spøgelset hjemme,

En maske, ophæng i vinduerne eller bordpynt - vælg selv. Den er klar til, at du kan printe skabelonen her imorgen lørdag.

Jeg har lavet et lille monster i programmet paint. Her kan selv de yngste være med med saks og papir. Den kommer også til download imorgen lørdag. Den kan iøvrigt også laves i stof, så skal du bare også klippe 2 stk. af ansigtet, sy øjne på og evt. brodere munden. Måske får du lyst til at lave dit eget monster.

 Her kommer der lige et link til masser af gode små kreative aktiveter. Lav din egen flip flap, huskespil, labyrinter o.m.a. 

God fest .....

Glæder mig til at se, hvad de andre deltagere har fundet på.....

Så er det blevet tid til.....

..... løfte sløret for bidragene i min blogudfordring.

Deadline er i aften klokken 22.00 - så går jeg nemlig igang med at vise alle deltagernes idéer. Glæder mig SÅ meget !!!

Vil du gerne nå at være med - ja så har du stadig lidt timer at løbe på.

Indlægget bliver kort for jeg har temmelig travlt - havde sgi glemt at det allerede var efterårsferie i dag... Ses iaften.

Mennesket i bevægelse...

 

Kroppen står stille, sindet finder ro og tankerne forsvinder.... en bevægelse fra den ydre virkelighed til et indre univers på en smuk dag i den uspolerede danske natur.

Billedet er uredigeret og ja, taget af mig for nylig.