Kathmandu den 4. november

Vi drønede afsted fra hotellet til fods inden Thamel for alvor vågnede op. Med raske skridt gik turen på 3 km mod det buddhistiske tempelkompleks Swayambhunath, bedre kendt som abetemplet. Undervejs mødte vi et væld af børn i skoleuniformer på vej mod deres lokale skole, så boderne med kød, kyllinger, fluer, barberet ged skåret op på tværs med benene stikkende lige op i vejret, afskårne gedehoveder som bare lå og stirrede på os og kunne i det hele taget følge nepalesernes hverdag. Alle hilste og fulgte os med øjnene, for en familie som vores er åbentbart et særsyn. Alt imens vi bare gik og nød stemningen, lå der pludselig en mand i siden. Han havde bukserne halvt nede om bagen og et stort frisk sår på lænden. Han lå helt stille og øjnene stirrede tomt mod ingenting, jeg blev seriøs rystet og det samme gjorde Camilla. Jeg troede, han var død, men måske har Dan ret i, at han nok nærmere lå og stenede efter en omgang narko. At byen er beskidt er indiskutabelt og alligevel blev vi overvældede af alt det affald , der var smidt i deres flod.... der lå så mange affaldsposer..... adrrrrr!!!

Da vi nærmede os abetemplet fik vi købt nogle store sneglelignende brød, men havde så travlt med at komme hen til templet, at vi ikke nåede at spise dem. Vi var spændte på, om vi mon ville få nogle aber af se, og ikke mindst om de ville være aggressive. Vi var dårligt nået helt derhen før den første Rhesus-abe sad og stirrede på os. Alle vores kameraer blev hevet op af tasken, og aben blev fotograferet både forfra, bagfra, nedenfra og ovenfra :o)

Nedenfor templet var der farverige Buddhafigurer, hvor aberne kravlede rundt, store som små. Børnene og også os voksne synes faktisk, at det var lidt fedt med aber der rendte frit omkring. Selvom vi var sultne, vidste vi godt, at vi på ingen måder måtte tage mad frem, for så ville vi blive omringet af de frække dyr. Der var ca. 300 stejle trin til toppen, men alle kom til derop. Der var nok at kigge på på vejen derop, for aberne rendte rundt om os og udsigten var flot, selvom det var diset. På toppen lå abetemplet, som nok nærmere kan beskrives som et religiøst område med både templer og stupaer. Dette sted er buddhistisk og bønnerne her, skulle være særligt virkningsfulde. Netop derfor er der også mange pilgrimme der valfarter til området. Her i Nepal er hinduisme den største relion og dernæst buddhisme (under indflydelse fra Tibet), men det særlige her er, at religionerne er mere elle mindre sammenhængende. Det betyder, at er man fx buddhist, ja så kan man sagtens også tilbede hindu guderne. Vi som fremmede må gerne være tæt på, røre bederullerne (bringer lykke), gå indenfor i de fleste templer, tage billeder af folk der ringer med klokkerne for at vække guden inden de beder og ja, selv stå og kigge på deres afsked med de døde. Det betyder, at vi får så mange sanseindtryk. Abetemplet består af en stor stupa med Buddhas øjne på toppen, man går derefter i urets retning rundt om stupaen (i buddhismen betragter man livet som en ring), mens man trækker højre hånd hen over bederullerne og beder ved bedestederne på vejen rundt. Jeg bliver aldrig træt af at se på mennesker og liv sådan et sted som her. Vi var bl.a. inde i et tibetansk tempel, hvor munkene messede og spillede på for os ukendte instrumenter. Stemningen på dette sted var fantastisk, messende musik lød fra alle højtalere (cd´ere) og aberne løb omkring på bygninger og mellem benene af os. Flere gange så vi aber der stjal af offergaverne, aber der sprang fra monument til monument og aber der pillede lus.

Vi valgte, at tage pilgrimsruten tilbage og var igen ude fra tempelområdet. Jeg behøver vist ikke at nævne, at skrupsultne som vi nu var - ikke længere kunne vente med mad.

Magnus skrev således i sin dagbog :" På vej hjem fra templet hade vi noget at spise men vi fik selvskap af 20 aber jeg blev maget bange og smed det. clara blev så bange at hun løb ind i en hæk".

Det gik lynhurtigt... pludselig var de der - og de var mange. Jeg så Magnus og Clara stikke af - Clara med sit brød i hånden. Hørte Dan råbe højlydt. Først da så jeg aberne, og råbte bare: "smid det, smid det, smid det"... og der stod vi så, bestjålet af en en flok aber.Dan havde som den eneste ikke smidt sit brød... så det havde en abe selv taget ud af hånden på ham "Hvad sagde jeg, vi skulle have ventet..." : sagde Dan..... På det sidste stykke ned af bakken grinede vi af episoden - og det var et stort samtaleemne resten af dagen. Vi kiggede langt efter en god taxa med plads til os alle og hoppede til sidst ind ind i en lille bitte bil uden seler, støddæmpere eller andet sikkerhedsudstyr med 5 personer på bagsædet.

Herfra gik turen videre mod en af verden største stupaer...Boudhanath. Stupaen (buddhistisk) er en af verdens største (36 meter høj) og et imponerede syn i sig selv. De mange bedeflag hænger ned fra toppen og er præcist som det man ser på alle billeder fra Nepal. Herinde blev vi flere gange omringet af familier, der gerne ville snakke, nusse Noah på kinden og tage billeder af os. De er meget venlige og smilende, og det er helt sikkert en fordel at have vores børn med på rejsen. Vi så også en kæmpe bederulle, hvor en kvindelig munk (rødt tøj = tibetansk) bare gik rundt og rundt. Vi gik en runde omkring stupaen, fotograferede mennesker og spiste kiks (for vi jo sultne:).

Vi besluttede, at gå de ifølge rejsebogen 2 km til det hinduistiske tempelområde Pashupatinath.

Mens røgen bølgede op mod os fra de mange ligafbrændingsbål forklarede vores guide os at et gammelt hindu-ordsprog siger " Du bliver født nøgen, og skal forlade denne verden som nøgen". Derfor bliver de døde brændt på bålene kun hyllet ind i et tyndt klæde. Hele området omkring Shiva-templet bar præg af disse ceremonier der foregår 24 timer i døgnet. Dette var en meget speciel oplevelse. På tempel-området mødte vi en ægte hellig mand (Sadhu), der var 84 år gammel. Han boede i et rum på 3 x 3 meter. Dette rum forlader han aldrig da hele hans liv omhandler Shiva. Han ejer intet og ønsker intet. Dog gav vi ham lidt penge som han bruger på at give fattige gæster te. Han pegede på Claras hår, og så begyndte han at rulle sit eget ud. Da det var fuldt rullet ud var det nok 1.75 cm langt - rastahår ! Det var en stor oplevelse for børnene og os at møde ham. Vi så også nogle af de "uægte hellige mænd", de er farverige, malede i ansigtet, har langt rastahår.... men de vil have penge for at blive fotograferet, er i det hele taget grådige og lever derfor på ingen måde op til at være Sadhu.

Vi forlod templet og kørte hjem af en vej der i sig selv ville give en 4 x 4 modstand. Og dette foregik for vores vedkommende i en meget gammel kassevogn. Selv under disse forhold lykkedes det Clara og Noah at falde i søvn - mættet af en lang dags oplevelser.

Efter dagbogsskrivningen på værelset og lidt mad på en restaurant gik vi meget trætte i seng.