Sunes Retrogarage .... og en masse øv.

Stor var forventningen til søndagsudflugten til Sunes Retrogarage....Kæreste og alle 4 børn var pakket i bilen, og vi landede sikkert i Sunes gade i Brædstrup. Vi havde snakket med ungerne om, at Sune havde ting fra vores barndomshjem i sin garage.... ihh min forventning var stor. Havde for længe siden aftalt besøget med kæresten min og endelig var vi her.
Vi nærmede os skiltet - Sunes Retrogarage og stoppede så brat op. Gned øjnene ... nej, nej det kan ikke passe tænkte jeg - med sirlig håndskrift stod der skrevet: lukket indtil marts.... argrrr øv, øv, øv, øv, øv

Men kære kreaklubtøser jeg snupsede lige hans tlf. nummer, så måske kan vi alligevel besøge ham om en måneds tid??

18 års fødselsdag og 10 månedersdag

Weekenden bød på en hyggelig 18 års fødselsdagsfest for søde Nadia. Jeg har kendt hende siden hun var 5-6 år og både hende og hendes storesøster har en stor plads i mit hjerte. Hun spurgte, om jeg ville tage billeder, og det ville jeg selvfølgelig rigtig gerne. Da hun bl.a. ønskede sig tilskud til et digitalt spejlrefleks, ja, så måtte jeg jo lave et lille kreakamera, hvori der kunne ligge et beskedent tilskud og en fotodag i mit selskab. Håber, at hun vælger at bruge sine fødselsdagspenge (ikke kun fra mig og min familie:) på et kamera fremfor en seng, for jeg elsker jo selv at indfange øjeblikke, der på sigt kan vække minder.

Min lille babydreng blev 10 måneder - ja, han er stadig min lille baby :0) Han var udstyret med en fin lille hjemmelavet butterfly hæklet ved morgenbordet i to blå farver - Kauni uldgarn fra Tante Grøn. Måske vælger jeg at valke den - men det kunne jeg ikke lige nå inden Nadias fødselsdagsfest, som startede kl. 12.00

Noah er begyndt at kysse sin mor.... ihhh og nærmest kun mig. Jeg får hele turen med savl og tungeslik - jeps, jeg elsker det, som kun en moder kan. Ja, jeg elsker sgi den lille gut helt ind i sjælen. Men pyhh han har alt for travlt med at blive stor.

Den smukke 18 årige fødselar....

 Hele min skønne familie var naturligvis også med til fest....

21. november - fødselsdag og hjemrejse

Hip hip hurraaaa.... I dag er det Camillas fødselsdag, hurra, hurra, hurraaa. Pyhh min lille pige er nu allerede 12 år. Hun blev fejret med morgenssang, gaver på sengen og en lækker morgenmad på en nærliggende restaurant. Rygsækkene blev båret ned til vores minibus. Lige inden vi gik ned, gav jeg Clara lov til at hoppe i sengene med sko på - hendes øjne lyste og hun tabte helt mælet - og så hoppede hun løs. Smiler, indimellem skal de sgi bare prøve det man ellers aldrig må, som jo er skidesjovt. Dan og jeg drønede det sidste kvarter inden afrejse rundt i gaderne for at bruge de sidste kontanter. Hver en rupee blev brugt... nice! Vi havde en bestilling på t-shirts, der skulle afhentes klokken 9.30, men først klokken 10.05 havde jeg dem i hånden og især Magnus var lettet. Jeg sprang ind i vores bus, der skulle fragte os til lufthavnen. Vi vinkede farvel til Kathmandu, tog de allersidste indtryk med i rygsækken og begav os de mange mange timer hjemad........

 

 

 

 

Nepal 20. november fortsat

Tænk at være så lille og allerede så berejst. Yngstemanden har nydt hvert et øjeblik med sin familie og han har suget indtryk til sig, selvom han sikkert aldrig kan fremkalde sig minderne. Rejsen er ved at nå sin afslutning, og en klump af vemod sniger sig ind i mit hjerte. Jeg har på ingen måde lyst til at slippe taget i Nepal. Men vi har oplevet så utroligt meget, at jeg er fyldt op med så mange oplevelser, som jeg endnu ikke har nået at fordøje.
Min søde kæreste skrev det så fint:

"Vores eventyrlige rejse er ved at nå sin ende og jeg sidder her efter vi har været oppe kl. 4 om natten (lokal tid), og har set den smukkeste solopgang over Himalaya ( i Nagarkot), og kan nu gøre en foreløbig status over vores oplevelser.
Sikke en rejse det har været! Vi har duftet til gadesælgerens smukke karry-blanding,bøjet vores hoveder for den levende gudinde, zigzagget os vej gennem tiggere,... cykel-rickshaws og dyttende taxi´er og en vrimmel af mennesker i Kathmandu, set smukke templer og imponerende stupa´er. Hørt munkene messe det mantra du hører overalt: Om Mani Padme Hum.Set hvordan to religioner der fylder meget i hverdagen kan leve side om side om fredelig sameksistens.Oplevet den hede jungle og badet med elefanter i Chitwan. Boet højt oppe i bjergene i de primitive The-houses, trekket 70 km i bjergene og set solen stå op over Annapurna, og meget meget mere.
Vores sanser har været udsat for et massivt bombardement af indtryk. Lyde, dufte, farver. Det har været så positiv en oplevelse at have alle vores børn med. Overalt er vi blevet mødt med smil, varme, åbenhed og nysgerrighed. Det har åbnet nogle døre for os så vi er kommet tættere på de lokale. Børnene selv har i den grad også suget til sig af indtryk og oplevelser der vil følge dem år frem. For dem af jer der er betænkelige ved at rejse så langt med børn, kan jeg kun sige: GØR DET! I vil få så mange fantastiske oplevelser I kan deles om. Det jeg har nydt mest, er uden tvivl at kunne dele alle de smukke/barske/vidunderlige oplevelser med min familie. Vi har været meget tæt sammen i de 3 uger og det i sig selv har været en glæde. Ingen telefoner, ingen computere, bare os. Sammen. I morgen eftermiddag venter starten på en lang rejse hjem, så for sidste gang, i denne omgang: NAMASTÈ FRA KATHMANDU! ♥

Vi havde et lille stop ved Bhaktapur på hjemvejen, et påhit fra vores chauffør. Her var der, øhh ja, vi ved ikke helt hvad det var, men vi kunne ihvertilfælde fodre masser af store fisk :0) Tilbage i Kathmandu fik vi shoppet amok og Clara blev fotograferet i den nye kjole, som hun selv havde købt. Rygsækkene blev pakket .... øv øv øv ... jeg vil ikke hjem.

 

 

Himalaya -solopgang 20. november

04.15 sidder vi i vores lille minibus, det er helt mørkt, da bussen kører ud af Kathmandu. Vi skal hjem imorgen middag og kører nu igen mod Nargakot. Vi håber, at få lov til at opleve en smuk solopgang over Himalayabjergene i stilhed.

Lad mig blot sige, at billederne her på ingen måde kan måle sig med den oplevelse af den ypperste overvældende skønhed, der har brændt sig fast i min sjæl....

Himalaya - er sammensat af ordene hima, som betyder sne og laya der betyder bolig. Hele himalayakædens 2400 km strækker sig fra Pakistan videre langs grænsen til Tibet og Indien og slutteligt gennem Bhutan og Nepal. Hele 800 km af denne bjergkæde ligger i Nepal og kaldes det nepalesiske Himalaya.  Det er en lang række af meget meget høje bjerge - nærmere bestemt er her mere end 250 bjerge over 6000 meter. Ud af de 31 bjerge i hele kæden med en højde over 7600 m ligger de 22 af dem i Nepal. 8-10 af verdens højeste bjerge ligger her heriblandt Mount Everest - verdens højeste bjerg - 8848 meter.
Bjergkæden var ikke mindre end et fantastisk syn, sneklædte bjergtinder så langt øjet kunne række.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nepal 18.-19. november

18. november 

Vi tog afsted fra Pokhara tidlig morgen og kørte tilbage mod Kathmandu i en rigtig fin bus. Vi betragtede endnu engang det smukke landskab og livet i al almindelighed. Camilla så fra vinduet en dame med en høne i tasken og hun var ved at omkomme af grin, da den et øjeblik senere sprang ud af tasken. Et øjeblik senere kørte en minibus med 2 levende geder liggende på taget forbi os.... ja, der er ingen tvivl om, at livet i Nepal er meget anderledes end det liv vi kender fra Danmark.

Vi blev smidt af bussen i Thamel - vi gik lidt den ene vej, lidt den anden vej, lidt mod højre, tilbage, mod venstre - pyh vi driblede rundt med fuld oppakning i de små gader i en halv times tid uden rigtig at vide, hvor vi præcist var, vi vidste bare, at vi var tæt på. Endelig lykkedes det os at finde en velkendt gade og et hotel. Hotellet var intet særligt, men værelset var gigantisk med 3 dobbeltsenge og en enkelt seng - så underne jublede.

Vi spiste aftensmad på en traditionel nepalesisk restaurant... så hyggeligt og lækkert meget stærkt mad. Vi sad på gulvet ved lave borde, vi fik bl.a. momo, kylling med ris og en sindsygt stærk risvin... ojj den brændte. Desværre glemte vi at tage billeder, var megatrætte efter den lange rejse (8 timer).

Vi besluttede af vi næste morgen ville køre hen til et udsigtspunkt for at se om vi kunne se himalayabjergene - det blev dog aflyst, da hotellets ejer fortalte at det ikke ville blive klart vejr.... igen igen :0(

19. november

Det var blevet tid til at shoppe inden den forestående hjemrejse..... Ungerne havde stadig en del feriepenge tilbage og de ville også gerne købe gaver med hjem. Mens vi gik og shoppede blev himlen i Kathmandu klar blå for første gang. Dan og jeg kiggede på hinanden - overvejede frem og tilbage.... skal, skal ikke..... Men jo, vi skulle afsted mod Nargakot - med mulighed for at se Himalayabjergene.

Et stk. meget lille slidt taxa blev pruttet ned i pris og vi drønede afsted mast godt sammen. De 35 km tager vel og mærke knap et par timer at køre i bjerge og på hullede veje. Vi kunne se, at det var diset, men håbede til det sidste, at vi denne gang ville få de kæmpe bjergtinder at se.

Og der var de.... så langt øje kunne række. Så smukt ... og så lettet over at se dem, inden vi skulle hjem mod Danmark. Der var ganske vist stadig lidt skyer, men alle toppene var fri.... Der var så også temmelig mange nepalesere på "skovtur".... Der var dufte af lækkert mad, masser af farvede klæder for øjet og nepalesisk musik for øret. En oplevelse vi ikke havde regnet med ... super fedt.

 

 

 

 

 

 

 

1 nyt år ....

Et nyt år er lige begyndt og et gammelt er lige afsluttet.
I den seneste måned har jeg ladet bloggen ligge helt stille - har haft for meget på hjertet til at få det ud i blogland. Har været fyldt op af lykke og sorg på en og samme tid. Ulykkelig fordi en ny stjerne blev sat på himlen i juni - en stjerne alt for ung og elsket til at forlade min familie og jeg. Kim - du er savnet i vores hjerter. Ungerne savner deres onkel, jeg savner min svoger og Dan savner sin lillebror.
Jeg er lykkelig, fordi jeg har fået en lille stjerne mere her på jorden, min lille elskede Noah, som nu nærmer sig 10 måneder. Lykkelig fordi jeg har en meget skøn elskelig kæreste, en datter smuk indeni og udenpå, en lille bonusprinsesse og en cool bonusdreng.
Lykkelig for de oplevelser som
både New York og ikke mindst Nepal har givet mig i 2011. Så decemberenergien er givet til mine nærmeste og til mine egne tanker og følelser.

Men nu er jeg klar til blogland igen...

Jeg mangler stadig at vise jer Himalaya.... Så smukt at billederne blegner ved siden af oplevelsen, som har brændt sig fast i min sjæl.

Jeg ønsker alle mine læsere, mine venner, familien, kolleger, min kæreste og børn den største lykke og kærlighed i dette nye år.

Imorgen kommer min kreaklub på besøg... Og jeg pønser på en snarlig kreaweekend...