Nepal 20. november fortsat

Tænk at være så lille og allerede så berejst. Yngstemanden har nydt hvert et øjeblik med sin familie og han har suget indtryk til sig, selvom han sikkert aldrig kan fremkalde sig minderne. Rejsen er ved at nå sin afslutning, og en klump af vemod sniger sig ind i mit hjerte. Jeg har på ingen måde lyst til at slippe taget i Nepal. Men vi har oplevet så utroligt meget, at jeg er fyldt op med så mange oplevelser, som jeg endnu ikke har nået at fordøje.
Min søde kæreste skrev det så fint:

"Vores eventyrlige rejse er ved at nå sin ende og jeg sidder her efter vi har været oppe kl. 4 om natten (lokal tid), og har set den smukkeste solopgang over Himalaya ( i Nagarkot), og kan nu gøre en foreløbig status over vores oplevelser.
Sikke en rejse det har været! Vi har duftet til gadesælgerens smukke karry-blanding,bøjet vores hoveder for den levende gudinde, zigzagget os vej gennem tiggere,... cykel-rickshaws og dyttende taxi´er og en vrimmel af mennesker i Kathmandu, set smukke templer og imponerende stupa´er. Hørt munkene messe det mantra du hører overalt: Om Mani Padme Hum.Set hvordan to religioner der fylder meget i hverdagen kan leve side om side om fredelig sameksistens.Oplevet den hede jungle og badet med elefanter i Chitwan. Boet højt oppe i bjergene i de primitive The-houses, trekket 70 km i bjergene og set solen stå op over Annapurna, og meget meget mere.
Vores sanser har været udsat for et massivt bombardement af indtryk. Lyde, dufte, farver. Det har været så positiv en oplevelse at have alle vores børn med. Overalt er vi blevet mødt med smil, varme, åbenhed og nysgerrighed. Det har åbnet nogle døre for os så vi er kommet tættere på de lokale. Børnene selv har i den grad også suget til sig af indtryk og oplevelser der vil følge dem år frem. For dem af jer der er betænkelige ved at rejse så langt med børn, kan jeg kun sige: GØR DET! I vil få så mange fantastiske oplevelser I kan deles om. Det jeg har nydt mest, er uden tvivl at kunne dele alle de smukke/barske/vidunderlige oplevelser med min familie. Vi har været meget tæt sammen i de 3 uger og det i sig selv har været en glæde. Ingen telefoner, ingen computere, bare os. Sammen. I morgen eftermiddag venter starten på en lang rejse hjem, så for sidste gang, i denne omgang: NAMASTÈ FRA KATHMANDU! ♥

Vi havde et lille stop ved Bhaktapur på hjemvejen, et påhit fra vores chauffør. Her var der, øhh ja, vi ved ikke helt hvad det var, men vi kunne ihvertilfælde fodre masser af store fisk :0) Tilbage i Kathmandu fik vi shoppet amok og Clara blev fotograferet i den nye kjole, som hun selv havde købt. Rygsækkene blev pakket .... øv øv øv ... jeg vil ikke hjem.