18. november
Vi tog afsted fra Pokhara tidlig morgen og kørte tilbage mod Kathmandu i en rigtig fin bus. Vi betragtede endnu engang det smukke landskab og livet i al almindelighed. Camilla så fra vinduet en dame med en høne i tasken og hun var ved at omkomme af grin, da den et øjeblik senere sprang ud af tasken. Et øjeblik senere kørte en minibus med 2 levende geder liggende på taget forbi os.... ja, der er ingen tvivl om, at livet i Nepal er meget anderledes end det liv vi kender fra Danmark.
Vi blev smidt af bussen i Thamel - vi gik lidt den ene vej, lidt den anden vej, lidt mod højre, tilbage, mod venstre - pyh vi driblede rundt med fuld oppakning i de små gader i en halv times tid uden rigtig at vide, hvor vi præcist var, vi vidste bare, at vi var tæt på. Endelig lykkedes det os at finde en velkendt gade og et hotel. Hotellet var intet særligt, men værelset var gigantisk med 3 dobbeltsenge og en enkelt seng - så underne jublede.
Vi spiste aftensmad på en traditionel nepalesisk restaurant... så hyggeligt og lækkert meget stærkt mad. Vi sad på gulvet ved lave borde, vi fik bl.a. momo, kylling med ris og en sindsygt stærk risvin... ojj den brændte. Desværre glemte vi at tage billeder, var megatrætte efter den lange rejse (8 timer).
Vi besluttede af vi næste morgen ville køre hen til et udsigtspunkt for at se om vi kunne se himalayabjergene - det blev dog aflyst, da hotellets ejer fortalte at det ikke ville blive klart vejr.... igen igen :0(
19. november
Det var blevet tid til at shoppe inden den forestående hjemrejse..... Ungerne havde stadig en del feriepenge tilbage og de ville også gerne købe gaver med hjem. Mens vi gik og shoppede blev himlen i Kathmandu klar blå for første gang. Dan og jeg kiggede på hinanden - overvejede frem og tilbage.... skal, skal ikke..... Men jo, vi skulle afsted mod Nargakot - med mulighed for at se Himalayabjergene.
Et stk. meget lille slidt taxa blev pruttet ned i pris og vi drønede afsted mast godt sammen. De 35 km tager vel og mærke knap et par timer at køre i bjerge og på hullede veje. Vi kunne se, at det var diset, men håbede til det sidste, at vi denne gang ville få de kæmpe bjergtinder at se.
Og der var de.... så langt øje kunne række. Så smukt ... og så lettet over at se dem, inden vi skulle hjem mod Danmark. Der var ganske vist stadig lidt skyer, men alle toppene var fri.... Der var så også temmelig mange nepalesere på "skovtur".... Der var dufte af lækkert mad, masser af farvede klæder for øjet og nepalesisk musik for øret. En oplevelse vi ikke havde regnet med ... super fedt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar