Jeg nåede til et punkt den dag, hvor jeg et øjeblik fortrød, at jeg havde taget mine børn med........
Vi forlod hotellet med vores chauffør/guide klokken 16. Sandaler skulle være ok, pandelygter var et must, og vi skulle kunne spise ved vulkanen eller når vi kom hjem...
Vi var så klar til at se solen gå ned bag den aktive vulkan.
Hvis vi var meget heldige ville vi se et udbrud og se lavaen lyse rødt i mørket... og ellers bare nyde kulissen med vulkan og solnedgang.
Jeg troede, vi skulle gå op til et udsigtspunkt - altså sådan et, hvor man på det nærmeste bare træder ud af bilen for at se udsigten.
Men der tog jeg så fejl...
Vi startede istedet vores lille trekkingtur.
Vi gik op til et sted, hvor svovldampe stod ud af vulkanen. Det var varm damp, som lugtede fælt af rådne æg. Vores guide fortalte, at nogle bruger de gule svovlaflejringer bl.a. til deres hud.
Et stort krater fra dengang vulkanen sidst var i udbrud for over 135 år siden lå for vores fødder... wow ... det var stort. Alle antenner er ude, når man står på kanten af et stort dybt hul, især med en dreng som ud af det blå forvandles til en ninja eller stormtrooper med benspjæt og uforudsigelige fagter.
Vi kiggede imponeret på dem der stod oppe på de smalle tinder højt oppe. Jeg priste mig lykkelig for, at vi sagtens kunne "nøjes med" udsynet derfra, hvor vi så.
Men så pegede guiden på en tinde bagved - "we are going up there"... Jeg tror, jeg stivnede et øjeblik, fremstammede: " you are kidding me, right...? Han rystede på hovedet, og jeg så guiden og mine børn bevæge sig afsted...
Nu kunne det lyde som om jeg er en kylling eller ligefrem lider af højdeskræk. Men med ansvaret for to børn på strækninger hvor et fald kan få fatale konsekvenser - tilmed iført dårlige sandaler, så er jeg altså lidt på vagt.
Jeg havde et fast tag i Noah... Nogle gange så hårdt, at han pænt spurgte, om jeg ikke ville tage ham i hånden istedet ...
Vi nåede toppen som vi delte med en lille indonesisk familie... udsigten var bestemt smuk. Det var koldt og lidt blæsende, og alt alt for smalt for mig.
Solnedgangen satte så småt igang...
Det begyndte at buldre i det fjerne og mørket startede sit indtog....
Så fik jeg nok... at skulle ned igen i buldrende mørke med pandelygter, rullesten og nu måske også regn og torden....det blev for meget.
Så jeg meddelte guiden, at vi ville ned med det samme. Vi gik ned i skumringen. Først på det allersidste stykke blev pandelygterne tændt. Lynene blinkede bag tinderne og vi fik et par dråber regn...
Så sad vi i sikkerhed i bilen igen....
Turen gik til nogle varme kilder, hvor vi slappede af i bassinerne og fik en velfortjent aftensmad...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar