Gunung Leuser Nationalpark - dag 2 - torsdag den 7. juli
Efter første dag med møderne med orangutangerne, troede jeg faktisk at denne dag mest af alt bare stod på hygge, men den blev til meget mere.... læs gerne med i min dagbog.
Efter første dag med møderne med orangutangerne, troede jeg faktisk at denne dag mest af alt bare stod på hygge, men den blev til meget mere.... læs gerne med i min dagbog.
At sove på hårde madrasser i et ildelugtende og varmt telt kan vist med rette kaldes en oplevelse ud over det sædvanlige. Om man sover godt - nej, det gør man ikke… Vi tog det nu bare som endnu en sjov og anerledes oplevelse. Vi vågende alle midt på natten. Pandelygterne kom frem igen, og vi delte en energibar, mens vi lyttede til regnen, som stod ned i stænger.
På et tidspunkt havde jeg virkelig trang til at komme ud af det fugtige varme telt - tænkte lige en ekstra gang over, hvad jeg kunne møde ude i mørket, og besluttede mig for, at teltet nok var den bedste løsning i denne omgang.
Til gengæld var det jo en hel fantastisk kulisse at stå op til - den smukke flod og regnskoven i det smukkeste morgenlys…
Til gengæld var det jo en hel fantastisk kulisse at stå op til - den smukke flod og regnskoven i det smukkeste morgenlys…
Bruto samlede blade og lavede bladkroner, mens vi spiste vores flotte morgenmad… da jeg ikke kan “tåle” ost, sprang jeg morgenmaden over, og drak istedet med velbehag den te, der var lavet på kogt vand fra floden. Håber i den grad at alle parasitter og andet snask er slået ihjel…
Hvis nogle tænker, at det lyder som en ret primitiv tur, så kan jeg berolige jer med, at det på det nærmeste var ren luksus . Vi havde et skønt toilet, så vi slap for at sidde i junglen med bukserne nede om knæerne. Vi kunne tage bad i floden… og vi havde egen restaurant, som lavede mad til os over bål.
Der blev tid til at suse med strømmen i floden - hvilket Camilla morede sig med et halvt hundrede gange. Noah tog små ture, hvor jeg stod klar til at gribe ham, så han ikke endte inde i Bukit Lawang by.
Bruto fandt en stor badering frem, og tog Noah med på et par ture hen ad floden. Jeg fik da også selv en lille tur sammen med Noah.
Der kom flere øgler forbi. Indimellem undrer jeg mig stadig over, hvordan vi med ophøjet ro og nysgerrighed betragtede øgler på mere en halvanden meter kravle i vandkanten, istedet for at løbe skrigende bort.
Vi så aber i træerne og gik hen til et lille hyggeligt vandfald. Vi badede ved vandfaldet og hyggede os i den lille oase.
Guiderne lavede “junglestyle-kropsudsmykning med opblødt ler i forskellige farver. De håbede nok på, at Noah hoppede med på spøgen, men han sagde meget bestemt “no”.
Da vi kom tilbage efter turen til vandfaldet, opdager Camilla, at vi har fået gæster på flodbredden - det er orangutangen Jackie og hendes to unger. Den mindste er 2 år gammel
Vi står stille og nyder synet… de kravler op i et træ lige midt i lejren. Jeg kan stå få meter fra dem… og bare kigge. Efter en halv times tid tager de endnu en tur ned til bredden, og svinger sig dernæst afsted i trækronerne, og forsvinder ind i junglen igen.
Efter en god frokost blev det tid til at sejle ned af floden i sammenbundne baderinge med alt vores bagage.
Det var en sjov tur ned ad floden, vi hujede og grinede og blev helt gennemblødte. Vores sejltur stoppede ved “On the Rocks” - så vi tog lige de 250 trappetrin op til receptionen.
Denne tur vil sidde dybt i mit hjerte for altid... og jeg er så glad for, at jeg har givet disse oplevelser til mine to elskede unger. De er de sejeste børn i verden...
Jeg tog en hurtig beslutning om at rejse videre allerede samme dag, for stedet vi boede på, var fuldt booket. At bruge aftenen på transport ville være bedre end at bruge tid på at finde et nyt sted i Bukit Lawang. Jeg havde 3 muligheder i tankerne:
- Tangahan med kun to timers transport. Men grundet afslutning på ramadanen var der ikke rigtig åbent.
- Lake Toba - udelukket da den sidste færge var sejlet, og vi ville så skulle overnatte i havnebyen.
- Berastagi - kendt for sine vulkaner. Bedste valg selvom byen ikke havde været et “must see”.
Hotellets ejer hjalp med at finde en privatchauffør og bookede et sted til os Berastagi, for alt jeg fandt på nettet var enten booket eller alt for dyrt.
Vi gik fra hotellet i silende regn og med pandelygterne tændt… Vi krydsede igen hængebroen i buldrende mørke, og denne gang var den også våd og så manglede der også et 30 cm bredt trin midt på broen…
Selv med paraplyer var især Noah og jeg gennemblødte helt ind til skindet, og da jeg tog Noahs sko af i bilen lød der et pjask af vand…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar