3. trekkingdag 16. november

 

Dan startede dagen med at spejde efter Himalya i den fjerne fra terrassen/udsigtspunktet ved vores thehus.... men ak nej, alt var diset endnu engang.
Først gik vi lidt hen af bjerget og så gik vi ned, ned, ned, ned - så ufattelig mange trin på glatte ujævne "trapper" af natursten. Vi gik helt ned i bunden af dalen , det var SÅ vildt at stå i bunden og kigge op.... Vi var gået nærmeste i lige linje ned fra den øverste del af bjerget - flere tusinde "trin". Benene på os voksne syrede til flere gange undervejs... av!!!

Vi krydsede floden og kiggede op ..... endnu et bjerg skulle bestiges... op, op, op og mere av. Men hvor var det en fantastisk flot tur, ganske vist stadig for diset til at se de f.... (flotte) himalayabjerge, vi var kommet til Nepal for at se. Det er en utrolig oplevelse af se den flotte natur, de grønne frodige bjerge samt det liv, der leves i bjergene. Små spinkle senede bærere og kvinder kommer slæbende med så ufatteligt meget på ryggen og med en bæresnor omkring panden. Mulddyr med klokker omkring halsen kommer knoklende op af bjergsiderne. Børn i skoleuniformer kommer løbende på vej i skole i de tidlige morgentimer. Faktisk blev jeg overrasket over hvor mange skoler, der faktisk var, men der var stadig ingen tvivl om at rigtig mange børn skulle gå meget længe for at komme i skole og at mange nok slet kom ikke i skole.

Mens Dan og jeg mærkede ømheden i benene sprang alle ungerne rask til - selvfølgelig undtaget Noah, som bare sad og snakkede på ryggen af Dan (eller sov).

Dagens drama udspillede sig, da Magnus ville springe fra en sten ude ved kanten af stien pga noget mudder.... smut sagde det, og Magnus forsvandt ud over kanten og lå pludseligt med hovedet nede i en rismark. Vi blev alle meget forskrækkede, ikke mindst Magnus selv. Vores guide sprang ned til ham i løbet af et splitsekund i bedste superherostil, mens Dan stod med Noah på ryggen, og jeg kun lige havde fået videregivet det store tunge kamera. Magnus slap med forskrækkelsen, en lille prik i panden og mudrede ben. Pyhhh godt der ikke skete mere. Han mente efterfølgende selv, at der var over 3 meter ned, men vi tror nu kun,, der var knap et par meter.

Godt trætte nåede vi i dag til vores thehus omkring klokken 13.... der var så isnende koldt. Vi sad i vores værelser med jakker og huer på under dynerne. Ikke engang i frokostrummet var der varme. Ungerne fik skrevet dagbog og vi fik hvilet vores ømme ben. Vi gik en lille bitte tur på en halv times tid og kiggede på nogle aber, med sorte hoveder og hvid kant/skæg, som vi havde spottet fra taget af vores thehus. Jeg blev aldrig rigtig varm den nat... jeg lå vågen meget af natten med Noah helt ind til kroppen. Han var heldigvis dejlig varm og Camilla som lå ved siden af , var også varm. Jeg endte med at smide huen og jakken, men resten af tøjet måtte jeg beholde på.

Jeg drømte, at vi stod op til den smukkeste morgen - til en solopgang og Himalayabjergene, vågnede derpå op og konstaterede at det regnede igen og at klokken kun var 3.

 

 

 

 

 

                                          Vi blev MEGET glade for vores nye varme huer......

                                                    Her tørres majs sammen med vasketøjet.