Chitwan 10. november

Sidste dag her i Chitwan inden vi rejser videre. Det har været en skøn tid og vejret har været fantastisk omkring de 28 grader, blå himmel og sol. Hotellet, omgivelserne, hotellets personale har været i top og ikke mindst oplevelserne giver minder for livet, så det bliver svært at forlade dette sted.... Planen har været at tage til Bandipur for en enkelt overnatning, men vi har nu besluttet at tage direkte til Pokhara og så tage en en-dages tur dertil istedet. Så slipper vi for at pakke bagage ud og ned endnu en gang og får mulighed for en 3-timers smuk gåtur op ad bjerget.
Endnu engang badede Magnus og Camilla med elefanterne - Clara ville også rigtig gerne, men modet svigtede til sidst. Denne gang fik vi også lov til at nusse elefantens snabel... og Clara var rigtig sej.
Efter elefantbadningen gik vi en lille tur, tog en en tur rundt i området med en lille hestevogn. Ungerne sad foran sammen med kusken, mens vi bumlede afsted og kiggede på landlivet. Efter en banan lassi (bøffelyoghurt) blev vi kørt hen til en mahoud (elefantpasser) og hans babyelefant på 7 år. Den var rigtig sød og ungerne nød at give elefanten de medbragte bananer. De 3 store var alle oppe på elefantens ryg og det var med at holde godt fast.... Clara skreg for modet svigtede hende, da hun kom op på ryggen af den - men alligevel syntes hun selv at det havde været dagens bedste oplevelse at hun havde siddet på elefantens ryg :0) En mahoud ejer ikke sin elefant, da den er meget kostbar - mere end 300.000 kr. Han skal passe den hele livet og elefanter bliver ofte mere end 60 år. Da vi var på besøg kom konen og snakkede med os i et væk. Hun forstod intet engelsk og ja, vi forstod ikke nepalesisk.... men vi forstod alligevel lidt igennem tegnsprog. Hun var meget interesseret i Noah, skulle have ham op og nusse ham. Hun kom med pomelo til ham, sagde han skulle have sin trøje på, og mente også, at jeg lige skulle amme ham, inden vi gik Vi nussede deres geder og deres lille vandbøffelkalv, og blev opfordret til at komme igen den næste dag. På vejen hjem "talte" vi med mange nepalesere. De er yderst åbne og smilende, vil gerne snakke - og børnene er tydeligvis en god "icebreaker". Vi mødte bl.a. en to gamle nepalesere med deres datter og barnebarn. Den gamle kvinde var tatoveret med tharufolkets specielle tatoveringer op ad armene. Den gamle mand grinende hele tiden hjerteligt med et stort tandløst smil. Jeg tog et par skønne billeder, som minde om den hjertelige modtagelse vi får overalt... da jeg viste dem billederne grinede og smilede de endnu en gang.
Sidst på eftermiddagen gik vi langs floden for at se, om vi kunne få lov til at se næsehorn. Nogle få hundrede meter fra stedet, hvor vi badede elefanterne, lå en kæmpe krokodille.... pyhh, godt vi ikke var blevet spist.... Vi så ingen næsehorn - øv øv, og endnu mere øv over at få af vide at alle andre havde set en i flere timer og også en bjørn... Dan og Magnus så et glimt af bjørnen inden den forsvandt i horisonten.