14. november - 1. trekkingdag

Frokosten blev i dag indtaget med høns rendende omkring vores ben, en flad gedebæ pyntede på bordet og en liflig dunst af vandbøffelprut var svær ignorere. Med bjergtinder gemt i et tykt lag dis i horisonten var vi nu ankommet til første pausested - et lille bitte sted oppe i bjergene dannede rammerne omkring vores frokost. Noget der mest af alt lignede et faldefærdigt skur var altså en restaurant...Clara udbrød spontant: "jeg vidste slet ikke, at det her var en restaurant". Opvasken stod på jorden udenfor huset, hønsene rendte frejdigt henover den og "next door" havde to vandbøfler deres bolig. Vi fik serveret te og kiks... oveni alle kopperne lå der perler der lignede olie... hmm, vores guide opdagede det dog selv og sørgede for en ommer. Mens vi sad og ventede på at vores betænksomme guide lavede kogt pasta med lidt grøntsager istedet for Dhal Bat (linsesuppe), kunne vi betragte de mennesker (og dyr) der boede der. På bænken udenfor sad tre mere eller mindre tandløse ældre nepalesere og stirrede på os.... og ja, vi stirrede også på dem og deres genboer. Måske skal jeg lige nævne, at de to huse udgjorde "byen". En ældre mand sleb sin kniv på en sten og lavede strimler af bambus, som senere skulle flettes til en kurv. To kvinder kom forbi med meget store sække fyldt op med tomme flasker.... der bliver virkelig slæbt mange kilo på ryggen her i landet.

Pastaen var fin og det var super med frisk frugt til dessert.... så håber vi bare, at opvaskevandet ikke var fyldt med hønsemøg og dertilhørende Salmonella.

Da vi ankom til frokoststedet fandt vi huer og lidt varmere tøj frem, Dan havde flere gange fået "skæld ud" af kvinder vi mødte på vores vej, fordi Noah ikke havde hue på. Når vi gik igennem de mange terrasser med afgrøder af forskelllig art, så kom mange ud fra deres huse for at se på "de fremmede". Mange ville gerne tale og flere fulgte os på vej. En dreng kom løbende ned over risterrasserene, talte lidt dårlig engelsk og fulgte os derefter i en halv times tid. Her var utrolig smukt og det var fantastisk at trekke i de marker, som ligger som terrasser op ad bjergsiderne hvorend vi kiggede hen, men øv hvor var det diset. Det dryppede flere gange en anelse fra oven, men da vi skulle videre efter frokosten stod det ned i stænger. Vi blev derfor en halv times tid ekstra, til regnen var stilnet af. Noah hang på armen af en napalesisk kvinde, der svøbte ham i sit tørklæde.

Ungerne har klaret og ikke mindst nydt denne første trekkingdag fra N.... til Dampus. Denne trekkingtur er let pga børnene og både tempo, terræn samt gåtiden har været passende. Vi har forsøgt at undgå at træde i de mange ko/vandbøffelkasser samt vandpytter på vores vej og det lykkes næsten hver gang.... Vi startede turen fra Pokhara kl. 8.30 og ankom efter 5-6 timers vandring og en lang pause til det tehus, hvor vi skulle overnatte. Nu ligger jeg her i et hundekoldt værelse på 3x3 m med al tøjet på under en tung, tyk, mærkværdig duftende dyne og skriver dagbog. Værelset har gardiner på en bambuspind, et meget jordslået træloft, to træsenge, et badeværelse hvor bruseren ikke virker og hvor loftet er lavet af siv.... Jeg kan høre regnen siler ned i stride strømme og det varer ikke længe før jeg vil en tur i drømmeland. Far til fire på Japansk kører på vores lille tap og i nærheden kan vi høre nogle spille og synge. Dan sover på det andet værelse med Clara og Magnus og Noah sover lunt og godt her ved min side. Camilla ser træt ud, men ser filmen med mig.

Det er surt at vejret ikke er med os.... men vi har stadig en god oplevelse af vores første trekkingdag i Nepals bjerge.... Imorgen håber vi på solskin og udsigt til Annapurna.

Camilla har haft lidt bjergsplat, men shhhh det snakker vi ikke mere om. NB. hun foretrækker selv ordet bjergkasse....